Ny handleguide skal hjælpe musikbranchen med et mere professionelt arbejdsmiljø
En respektfuld og professionel arbejdskultur i musikbranchen. Det er visionen for Trygt Rum Netværket, der er gået sammen om en handleguide, der skal hjælpe med at etablere klare rammer og retningslinjer i en branche, hvor grænserne mellem det personlige og det professionelle kan være flydende.
“Handleguide til en respektfuld og professionel arbejdskultur i musikbranchen” er en ny publikation, der skal bidrage til at skabe et respektfuldt og professionelt arbejdsmiljø i musikbranchen.
Branchens udfordringer er hverken nye eller udokumenterede. En rapport fra 2022 viste at hele 64% af kvinder og 44% af mænd i musikbranchen har oplevet grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane.
Alle har et ansvar for at fremme en mere ansvarlig musikbranche, hvor respekten for hinanden er i centrum, og hvor kreativiteten kan trives. I arbejdet med at omsætte vision til handling har Trygt Rum Netværket udviklet seks samværsprincipper, der gælder for alle medlemsorganisationerne i netværket:
Trygt Rum Netværkets samværsprincipper
- Hav respekt for personlige grænser
- Vær professionel
- Tag ansvar for dine egne handlinger
- Respektér og anerkend forskelligheder
- Vær inkluderende
- Grib ind
”Vi må alle sammen engagere os i at skabe forandring ved at indarbejde disse principper i vores daglige arbejde. I Trygt Rum Netværket har vi gjort os nogle tanker om, hvordan det skal være at arbejde i musikbranchen. Og med handleguiden gør vi tankerne mere konkrete. Og det er netop det der er vigtigt – at skabe konkrete ændringer i hverdagen. Fordelen ved retningslinjer er, at vi helt naturligt bliver mere opmærksomme på vores egen og andres adfærd og har en fælles forståelse for, hvordan vi ønsker, det skal være at arbejde i musikbranchen,” siger Marianne Lewandowski, næstforperson i Dansk Artist Forbund, der også er del af Trygt Rum Netværket.
Det er Trygt Rum Netværkets håb, at handleguiden kan bruges bredt i branchen. Målet er at inspirere flere aktører i branchen til at tage den nødvendige dialog om at udvikle respektfulde rammer og gode samværsprincipper, og hvordan man forholder sig i eventuelle sager om grænseoverskridende adfærd.
Trygt Rum Netværket
Handleguiden er udviklet af Trygt Rum Netværket, der består af 15 organisationer fra musikbranchen med et fælles ønske om at forebygge grænseoverskridende adfærd og fremme et hensynsfuldt og professionelt arbejdsmiljø. Gennem viden og konkrete værktøjer vil netværket skabe bedre betingelser og øget tryghed i musikbranchen.
I 2023 åbnede netværket den anonyme telefonlinje, Trygt Rum, hvor alle fra musik og kulturbranchen kan dele deres oplevelser og få styr på følelser, rettigheder og mulighederne for videre hjælp.
Trygt Rum Netværkets handleguide til en respektfuld og professionel arbejdskultur i musikbranchen er udviklet med faglig sparring fra Lynn Roseberry, Ph.D og CEO, On the Agenda.
Mød Trygt Rum Netværket: Under SPOT Festivalen er Trygt Rum Netværket værter for netværksinitiativet Mød Musikbranchen i dit eget tempo fredag den 3. maj 2024 kl. 16-17 i Palmehaven. Vi håber at se jer der!