Et nyt netværk for komponister og sangskrivere i Aarhus ser nu dagens lys. Skabertrang lægger ud med første arrangement den 1. juli med en intro til hjemmestudiet.
Som sangskriver fra vækstlaget har man en del kasketter, man skal jonglere med – og de skal gerne alle sammen blive i luften på samme tid. Man skal skrive sange, sangene skal indspilles og udgives, man skal stå for PR, man skal booke koncerter, optræde, stå for praktiske opgaver som kontrakter, afregning og regnskaber.
Gennem en række workshops vil Skabertrang Aarhus sætte fokus på forskellige aspekter af sangskrivningen og blive klogere på muligheder og faldgruber. De to første workshops handler om lydproduktion, og hvordan man som sangskriver skaber et godt set-up derhjemme.
Jakob Alsbjerg leder netværket. Gennem en årrække har Jakob Alsbjerg været en del af det aarhusianske sangskrivermiljø. Dels som arrangører og dels som udøvende sangskriver i bl.a. Jakob A og De Sidste.
Første netværksaften: Hjemmestudiet
Torsdag den 1. juli 2021 kl. 19-22 afholder Skabertrang Aarhus første netværksarrangement. Denne aften handler det om Hjemmestudiet med Flemming Bloch. Hvordan virker et hjemmestudie, lige fra mikrofonvalg og placering til programmer og plugins. Der vil være praktisk demonstration og gode råd.
I denne workshop fortæller Flemming Bloch dels, hvordan man sætter et hjemmestudie op, og dels hvordan man bruger det bedst muligt. Både i forhold til selv at lave færdige produktioner, og i forhold til at forberede projekter til videre produktion i professionelle studier. Det kan være valg af mikrofoner, og hvordan man placerer dem, men også mere avancerede elementer af processen, såsom levels, brug og valg af programmer, opsætning af templates, brug af EQs, compressors og valg af effekter.
Det hele vil foregå med udgangspunkt i helt konkrete, praktiske demonstrationer, og der vil naturligvis være rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Gennemgangen vil henvende sig både til ikke-øvede som mere øvede brugere.
Workshoppen foregår i Mindless Studio, Knudrisgade 27, 8000 Aarhus. Der er kun plads til 10 i studiet, og det er efter først-til-mølle-princippet. Det er gratis at deltage. Alle interesserede Koda-medlemmer kan tilmelde sig.
Om Flemming Bloch – Mindless Studio
Om Flemming Bloch – Mindless Studio
Flemming Bloch er producer og mixer. Gennem de sidste 25 år har han arbejdet med et stort antal forskellige bands og sangskrivere, fra Sonja Hald til Massive Attack og fra Elisabeth til Thomas Helmig. Flemming Bloch har arbejdet i hedengange Feedback Studie i Viby, og i en årrække har han arbejdet som producer og mixer i England og Australien.
Flemming Bloch er nu tilbage i Aarhus, hvor han nu slår sine folder i sit eget studie, Mindless Studio. Han hjælper desuden Apple med konceptudvikling af Logic Pro, og han er derudover tilknyttet Det Benhårde Musikkursus som sporadisk underviser i musikbevidsthed, neuroæstetik, musik som kommunikationsform, samt musikteknologihistorie.
Se mere på MindlessStudio.com