Autor og Turkis præsenterer Onsdagsklubben

Autor og Turkis præsenterer Onsdagsklubben i Aarhus. Savner du kompetent sparring, eller søger du et musikfagligt fællesskab, der kan hjælpe dig med at bevare et kreativt output? Så er Onsdagsklubben på Turkis sikkert lige noget for dig!

Onsdagsklubben er et komponist- og sangskrivernetværk på Turkis i Aarhus, der samler sine medlemmer i et forpligtende fællesskab for at støtte et kontinuerligt og bæredygtigt kunstnerisk virke.

Onsdagsklubben mødes fire gange i løbet af efteråret 2023, og til hvert møde medbringer hvert medlem en ny komposition. I mindre grupper præsenterer man sit arbejde for hinanden og modtager feedback efter behov. Måske har du brug for en second opinion på teksten i andet vers, eller melodilinjen i c-stykket. Måske synes du, at din komposition mangler et eller andet, men du kan ikke lige finde ud af, hvad det er. Eller måske har du bare brug for at høre noget helt andet musik fra nogle gode kolleger, der arbejder i samme og i andre boldgader end dig selv. Uanset hvad, er du velkommen i Onsdagsklubben. Efter hver session vil der være fællesspisning, og efter spisningen kommer en gæst og holder et kort inspirationsoplæg.

Mødedatoer:
16. august: Raffael fra Institut for X / Tiny Planet FM
13. september: Helene Tungelund (Sylfide)
27. september: Nanna Bech
25 oktober: Oplæg + koncert for de andre deltagere i Onsdagsklubben

Program for alle datoer:
16:15 – Ankomst
16:30 – Lyttesessions i grupper
19:00 – Aftensmad
19:30 – Dagens inspirationsoplæg
20:30 – Tak for i aften

Det hele foregår på spillestedet Turkis, Vester Allé 15, 8000 Aarhus.

Vært for Onsdagsklubben er musiker og sangskriver Marc Facchini, der siden 2010 har været aktiv som turnerende, indspillende og udøvende musiker i forskellige bandsammenhænge samt som solist. Siden han blev færdiguddannet fra RMC i 2017, har Marc undervist og faciliteret i mange forskellige kreativitets- og sangskrivningsammenhænge. Blandt andet i ”Tirsdagsklubben”, som har kørt vinter og forår 2023 hos Autor i København.

For at blive medlem af Onsdagsklubben, skal du udfylde nedenstående ansøgningsformular.

I udvælgelsen af deltagere til Onsdagsklubben vil der blive lagt væk på diversitet inden for genre, køn, alder og etnicitet. Det er gratis at deltage i Onsdagsklubben, og det er åbent for alle Koda-medlemmer. Onsdagsklubben er præsenteret af Autor og Turkis og bliver til med midler fra Koda Kultur.  

tilmelding