Et helt nyt tilbud til musikskabere: Et skræddersyet forløb med to MentalVoice-coaches med fokus på mental sundhed og trivsel.
DJBFA tilbyder flere forskellige coachingforløb – gratis for DJBFA-medlemmer. Dette forår breder vi coachingtilbudene ud, så der er endnu flere at vælge imellem. Du kan fortsat få et coachingforløb hos Bjørg Hedelykke, der er uddannet coach og har vejledt komponister hos DJBFA i en årrække. Du kan også stadig få et mere musikbrancherettet forløb med Lasse Boman.
MentalVoice coachingforløb
Der er flere coachingmuligheder på vej, og den første, vi præsenterer, er et samarbejde med MentalVoice. Få fire ganges coaching plus en introsession med fokus på dit mentale fundament. Hvad skal der til for, at du trives i livet som komponist/sangskriver? Det kan handle om identitet, selvværd, kreativitet, frygten for at fejle, tidens udfordringer, egne forventninger m.m.
Coaching hos MentalVoice er ikke psykologforløb, men du er velkommen til at oplyse om diagnoser, misbrug eller andet, du mener, MentalVoice bør kende til for bedst at kunne guide dig.
De to coaches på MentalVoice-coachingforløbene er Anders Vorborg, som er medstifter af MentalVoice og har en baggrund inden for elitesport, pædagogik og personlighedspsykologi. Den anden er sangskriver og komponist og psykologistuderende Kamilia Amélie, hvis erfaringer fra branchen har givet hende et stort ønske om at hjælpe andre musikere.
Hvis du ikke er medlem af DJBFA, koster forløbet 350 kr. i egenbetaling. Forløbene bliver til med midler fra Koda Kultur.
MentalVoice er en non-profit organisation, den eneste organisation i Danmark, der arbejder for at tilbyde musikere hjælp og støtte omkring den mentale sundhed.
Læs mere om, hvordan du ansøger, via menuen på DJBFA’s hjemmeside: Karriere -> Karrierecoaching. Eller klik lige her.