Torsdag 13. august kl. 11 fortæller den prisvindende canadiske sangskriver Laurell Barker om at skrive hits – og dem har hun haft mange af.
Laurell Barker ved ét og andet om at skrive hits. Hun har haft sange på toppen af hitlister over hele verden, hun har vundet en canadisk Grammy, og i 2019 blev hun den første kvindelige sangskriver til at have tre sange med i finalen ved Eurovision.
I samtale med DJBFA’s forkvinde deler hun ud af sine erfaringer, og hvem ved… måske hun giver et par tips til at skrive dit næste hit?
Om Laurell Barker
Under kunstnernavnet Laurell har Laurell Barker millioner af streams på Spotify og månedligt mellem 400.000 og to millioner lyttere. Hun har vundet en Juno (den canadiske Grammy) for bedste dance-single og taget sejren ved Billboards ”World Song Contest”.
Hun har haft flere sange med til Eurovision-finalerne, herunder hele tre i 2019 – som den første kvindelige sangskriver nogensinde.
Laurell Barker arbejder både alene og sammen med andre, og hun skriver jævnligt i både USA og i Europa. Med disse bedrifter og erfaringer har hun rigeligt at give videre til dette hit-webinar.
Sådan deltager du: Se med live torsdag 13. august 2020 kl. 11 på DJBFA’s Facebook-side. Følg os og log på senest kl. 11. Du kan som altid stille spørgsmål undervejs.