Vi sætter sangtekster i fokus 3.-9. oktober. Som sangskriver kan du få ny inspiration til dine tekster sammen med Pablo Llambías, Soffie Viemose (Lowly), Excelsior og Guldimund. Ansøgningsfrist: 20. juni.
Få inspiration til at skrive tekster i mødet med forfattere og sangskrivere. I samarbejde med forfatter og underviser Pablo Llambías, samt sangskriver og underviser Soffie Viemose byder DJBFA velkommen til fem intense dage på Tekstgenerator 2021 med inspirerende gæstelærere og foredragsholdere på Vallekilde Højskole. Bliv bedre til at arbejde med dine egne sangtekster under kyndig vejledning.
Giv dig selv og dine tekster en udfordring
På Tekstgenerator 2021 lærer du at læse dine egne tekster bedre. Du lærer noget om, hvad der gør god tekst god og hvorfor. Du får indblik i, hvordan du kan skrive bedre tekster. Du får konkrete redskaber, som du kan arbejde med i hver enkelt sang, og du vil blive inspireret til at arbejde med tekst og finde glæde i det.
På Tekstgenerator 2021 vil du blive præsenteret for forskellige øvelser med udgangspunkt i dit eget arbejde. Det er øvelser, alle kan være med på, uanset baggrund, og som vil skærpe dine kompetencer i tekstforståelse og skrivning. Du vil opleve at få læst både dine sangtekster og dine øvelser i plenum, idet læsning som holdoplevelse er centralt i forløbet. At forholde sig til også andres tekster er læringsmæssigt vigtigt i arbejdet med tekst.
Der vil blive skabt et trygt og fortroligt kunstnerisk rum med respekt for alle former for tekstligt og musikalsk arbejde. Du vil få mulighed for at kaste dig ud i helt nye ting i trygge rammer. Du vil føle dig klædt på til at kaste dig ud i noget helt nyt og se, hvor det bærer hen. Du vil blive mere klar over dine muligheder og valg og åbne op for nye kreative områder.
Besøg af Guldimund og Excelsior
På Tekstgenerator 2021 vil du også møde sangskriverne Asger Nordtorp Pedersen alias Guldimund, der er aktuel med det anmelderroste album Dem, vi plejede at være, og Anja Tietze Lahrmann alias Excelsior. De vil begge give et indblik i deres eget tekstarbejde.
Pablo Llambías er forfatter og daglig underviser i tekstskrivning på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Soffie Viemose er sangskriver, sanger og musiker i Lowly og daglig underviser i sangskrivning på Roskilde Festival Højskole.
fakta om TEKSTGENERATOR
fakta om TEKSTGENERATOR
Vi har flere år i træk afholdt Tekstgenerator med en lang række sangskrivere på Engelsholm Højskole nær Vejle. I år ryster vi posen og rykker til Sjælland, nærmere betegnet Vallekilde Højskole.
DJBFA og Koda Kultur afholder hovedparten af udgiften ifm. din deltagelse, så du skal kun selv betale 1.000 kr. i deltagergebyr.
Hvis du bliver udvalgt til at deltage, vil du modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den påførte betalingsfrist, vil pladsen tilfalde en anden ansøger.
Du skal selv medbringe dine egne sangtekster til Tekstgenerator 2021. Sangteksterne kan være på både dansk, norsk, svensk, engelsk. Medbring mindst fem sangtekster.
Corona: Man skal være indstillet på at tage en coronatest inden opholdet. Vi følger de retningslinjer, myndighederne til den tid udstikker ifm. corona. Hvis opholdet eller ens deltagelse skulle blive aflyst pga. coronarestriktioner, får man sin egenbetaling retur.
Hvornår: 3.- 9. oktober 2021.
Hvor: Vallekilde Højskole, Højskolevej 9, 4534 Hørve.
Leder: Forfatter og underviser på Rytmisk Musikkonservatorium, Pablo Llambías.
Ansøgningsfrist: Søndag den 20. juni 2021 kl. 23.59.
Har du spørgsmål til Tekstgenerator 2021? Så er du velkommen til at kontakte Pablo Llambías på pablollambias@hotmail.dk eller tlf. 27 29 11 85.
sådan søger du
sådan søger du
Der stilles 10 pladser til rådighed på opholdet, og du skal ansøge for at komme med. Du skal være medlem af Koda for at ansøge. Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og Tekstgenerator.
Til ansøgningen skal du være klar til at uploade disse ting:
- Minibiografi/CV (pdf).
- Tre af dine sange – enten som link til offentligt tilgængelig website (ikke streamingtjeneste) eller vedhæftet som mp3/m4a. Der lægges dog ikke stor vægt på lydfilerne i forbindelse med denne tekstorienterede camp.
- Fem sangtekster i én pdf, udvalget vil primært kigge på disse.
- Pressefoto kan uploades, men er ikke et krav.
Du skal også skrive en kortere ansøgning. I din ansøgningstekst må du meget gerne komme ind på:
- Hvad du forventer af din deltagelse i Tekstgenerator 2021.
- Hvilke bands eller personer, du har skrevet sange til.
- Hvem dine eventuelle inspirationskilder er, hvad tekst angår.
- Hvordan du vil beskrive din egen sangskrivning, hvad tekst angår.
- Hvis du har specielle hensyn, der skal tages ift. mad eller lignende.
Ansøgningsfrist: Søndag den 20. juni 2021 kl. 23.59.
Det anbefales at lave sin ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk hjælp fra sekretariatet, hvis du har brug for det.
Opholdet er kunstnerisk kurateret, dvs. der er udvælgelse blandt ansøgerne for derigennem at sammensætte det bedste hold. Kurateringen foretages af Pablo Llambías og Soffie Viemose.
Alle ansøgere får besked i starten af juli.