Netværket Mandagsklubben er tilbage efter sommeren! Det sker 2. september med artist talk med den 27-årige norske klarinettist, improvisator, festivalarrangør og meget mere: Andreas Røysum.
I samarbejde med Kresten Osgood glæder vi os i DJBFA til at byde indenfor til første arrangement efter sommeren i netværket Mandagsklubben den 2. september. Aftenen byder på en inspirerende artist talk med Andreas Røysum.
Den unge norske klarinettist Andreas Røysum er en af sin generations mest aktive improvisatorer. Han leder sin egen festival ved navn Motvind i Oslo, han har et pladeselskab, og han er booker på en af Oslos hotteste spillesteder for hård rock og freejazz, Kafe Hærverk.
Til at begynde med var han guitarist og skabte hurtigt bølger i musikmiljøet med et højst originalt strengespil. Han skiftede dernæst til klarinet og er nu blevet en virtuos på det komplicerede instrument. Han arbejder sammen med bl.a. Axel Dörner og Tobias Delius. Andreas Røysum er desuden medlem af MESK (Mads Egetoft Scandinavian Connection), Miman, Marthe Lea Band og mange andre… En utrættelig organisator, politisk aktivist og – først og fremmest – musiker.
Mandag den 2. september kl. 17 kan du møde denne spændende kunstner fra Olso, når Kresten Osgood og han taler om… det hele!
Praktisk
Netværksmødet finder sted mandag den 2. september 2019 kl. 17-18.30. Deltagere får en drink og kommer gratis ind til resten af aftenens koncerter på Mandagsklubben.
Det er gratis at deltage for alle medlemmer af DJBFA og/eller Koda, men man skal sende en mail til netværksleder Kresten Osgood på osgood@funky.dk og tilmelde sig.
Mandagsklubben finder sted i Forsamlingshuset 5E i Den Grå Kødby på Vesterbro i København.
Der ydes transportrefusion for DJBFA-medlemmer og andre Koda-medlemmer i forbindelse med deltagelse i netværksarrangementer, hvis man krydser Storebælt. Du skal rejse med billigste transportform (ikke taxa), og du kan få refunderet op til 1.000 kr. Kopi af transport-bilagene sendes til djbfa@autor.dk.
DJBFA’s netværk drives med midler fra Kodas Kulturelle Midler.
Se alle DJBFA’s komponistnetværk
(Foto: Andreas Røysum fotograferet af Christer Männikus).