Forårsudgaven af Autors Seminar & Bar finder sted torsdag den 28. april. Vælg mellem fire seminarer: med Universals product manager, om at lave visuals, deltag i Sangskrivercirkel eller bliv klogere på fundraising.
Seminar & Bar er tilbage torsdag den 28. april kl. 16.30. Alle interesserede musikskabere er meget velkommen til at være med! Vælg mellem fire forskellige, inspirerende seminarer. Bagefter er der fælles mad, bar og snak – bliv opdateret på, hvad der er foregået til de andre seminarer; eller bare hvad dine musikkolleger går og laver.
Meld dig til én af følgende workshops:
1) Nøglen til dit publikum
En talk med Mathias Laursen, Product Manager hos Universal. En talk om vejen fra en artist bliver signet til musikken bliver udgivet og hvilke tendenser, der er vigtige lige nu.
2) Skab dine egne visuals
Anders Børup vil i denne workshop fortælle om sin egen tilgang til visuals og give dig en grundindføring i, hvordan man laver sine egne visuals.
3) Autors Sangskrivercirkler
Marc Facchini er vært for et nyt fællesskab, hvor man som sangskriver og komponist kan præsentere sin musik for nye og gamle kolleger fra forskellige alderstrin og genrer.
4) Fundraising med Ann-Sofie Rokbøl
En workshop om “den gode ansøgning”, hvad fondene typisk kigger efter og ikke mindst; hvad du helst skal undgå.
Programmet for den 28. april 2022:
Kl. 16.30-18.30: Seminarer
Kl. 18.30: Gratis mad, drikke og hygge ad libitum.
Seminarerne varer mellem halvanden og to timer inkl. tid til spørgsmål og dialog.
Se mere om alle seminarerne i fanerne her:
Nøglen til dit publikum
Nøglen til dit publikum
Nøglen til dit publikum – en talk med Mathias Laursen, Product Manager hos Universal.
Mathias Laursen er Product Manager hos Universal Music og har udgivet musik med nogle af de største artister herhjemme såsom Nik & Jay og Carpark North, men også med en række nye og upcoming artister. Som Product Manager er hans overordnede ansvar, at den musik artisterne udgiver, rammer publikum og bliver så stor en succes som mulig.
Mathias vil fortælle om vejen fra en artist bliver signet til musikken bliver udgivet. Han kommer også ind på de vigtigste tendenser på hans område lige nu, bl.a. om hvordan man kan bruge TikTok til at bane vejen for at ramme sit publikum. Musikbranchen ændrer sig meget i disse år, og set fra en Product Managers perspektiv, så danner sangene nu kun omkring 50 % af succesparametrene – de resterende 50 % handler om video, visuelle universer, artistens historie, artistens brug af de sociale medier osv.
Mathias Laursen har, ud over sit arbejde på Universal, arbejdet hos bl.a. Red Bull og YouSee og har i hele sit arbejdsliv fokuseret på forholdet mellem produkt og publikum, og hvordan man skaber de bedste rammer for dette.
Skab dine egne visuals
Skab dine egne visuals
En workshop for musikskabere, der gerne vil i gang med at lave deres egne visuals. Mange musikskabere har også ideer og ambitioner om, hvordan musikken skal ledsages af billeder, farver og video, men de mangler de praktiske evner til at realisere det.
Anders Børup vil i denne workshop fortælle om sin egen tilgang til visuals og give dig en grundindføring i, hvordan man laver sine egne visuals. Anders’ arbejde med visuals kredser om at finde nye udtryk, som kan afvikles improvisatorisk i systemer, der er opbygget til lejligheden. Han vil gennemgå forskellige muligheder med eksisterende software og give indblik i, hvordan man med enkle midler kan bygge et setup til at afvikle visuals. Deltagerne bliver rustet til selv at arbejde videre med at lave visuals i deres eget personlige udtryk.
Anders Børup er musiker, sanger og “visualist” med fokus på det legende og personlige i et elektronisk domæne. Han arbejder især med at udvikle komplekse computer- og hardwaresystemer, som derefter skal tæmmes med sind og håndspålæggelse i øjebliksbilleder sammen med andre musikere. Lyd- og stemmearbejdet tager udgangspunkt i elektronisk bearbejdning af reallyde fra omgivelser og fra stemmen – fra det genkendelige til det abstrakte med virkeligheden og nuet som udgangspunkt. Se mere på tonehoved.dk
Autors Sangskrivercirkler
Autors Sangskrivercirkler
Autors Sangskrivercirkler er et rum, hvor man som sangskriver og komponist kan præsentere sin musik for nye og gamle kolleger fra forskellige alderstrin og genrer. En mulighed for at mødes og blive inspireret af ligesindede. Formålet er at give hovedpersonen så mange nye muligheder som muligt for at udvikle sit materiale og sit generelle udtryk.
Rent praktisk vil du blive sat sammen med tre andre sangskrivere, og derefter vil alle præsentere et stykke musik, de har skabt, og derefter få gruppens umiddelbare reaktion på det. Man bestemmer selv, om man vil opføre musikken live med medbragt instrument eller spille den over et anlæg – vi sørger for, at der er en højtaler til alle sessions. Sangskriver Marc Facchini er vært for Autors Sangskrivercirkler.
OBS: For at få det optimale ud af denne session, anbefales det, at du tager en sang med, som endnu ikke er helt færdig. Hvis din komposition indeholder tekst, så medbring venligst fire udprintede eksemplarer af teksten.
fundraising
fundraising
Synes du også, at legatsøgning er en af de mest besværlige dele af dit virke som musikskaber? Hvis du aldrig helt ved, hvad du skal skrive i din ansøgning, hvad du skal lægge vægt på, eller hvorfor du evt. får afslag… Så er dette forløb til dig.
På denne workshop fortæller Ann-Sofie Rokbøl om “den gode ansøgning” og hvad fondene typisk kigger efter. Ikke mindst; hvad du helst skal undgå.
Du får en let trin-for-trin-metode til at opbygge din projektbeskrivelse og ikke mindst finde ind til dit unikke vinder-argument. På workshoppen lærer du også det mest essentielle, du skal vide om budgetter og relevante bilag.
Ann-Sofie Rokbøl er ejer af Culture Crush og Kulturlegat.dk. Med sin baggrund som musiker, iværksætter og underviser kender Ann-Sofie alt til den frustration, der kan være forbundet med fundraising. De seneste år har hun lært hundredvis af musikere og kunstnere at skrive skarpe ansøgninger, der skiller sig ud.
Arrangementet er gratis at deltage i og åbent for alle interesserede musikskabere. Du skal bare tilmelde dig via linket nedenfor.
Kommer du langvejs fra, kan du i mange tilfælde få dækket dine transportudgifter ved valg af billigste transportmiddel. Læs mere her.
Seminar & Bar bliver til med midler fra Copydan.
TILMELD DIG