Kulturpolitisk post: Forandringer i branchen og i Autor
Kulturpolitisk post skrevet af forperson Lasse Matthiessen:
Kære Autor-medlem
Der sker nogle tektoniske forandringer i musikbranchen i øjeblikket. Dokumentarudsendelsen “Sexisme i musikbranchen” har sat gang i en bevægelse i vores branche, hvor vores normer, værdier og adfærd er under forandring. I min verden er det helt afgørende, at vi får ændret kulturen, så specielt kvinder ikke mødes med grænseoverskridende kommentarer – eller det, der er værre. Vi skal passe godt på vores branche og nedbryde de ting, som står i vejen for at alle trives og udlever deres drømme. Det må være vores fælles udgangspunkt.
I sidste uge skrev jeg en opdatering dedikeret til dokumentaren. Og vi udsendte en mail til medlemmer og nyhedsbrevsmodtagere om emnet, som kan læses her.
Der sker også forandringer i Autor. Bestyrelsen mødtes i sidste uge og valgte et nyt forretningsudvalg, hvor jeg fortsætter som forperson, mens Anne Eltard bliver 1. næstforperson og Rikke Østergaard bliver 2. næstforperson. Vi ser utrolig meget frem til arbejdet og fortsætter grundlæggende den linje, som (tidligere forperson, red.) Anna Lidell og vi i bestyrelsen allerede har lagt. I samme ombæring fik vi også sagt ordentlig farvel til Anna og ønskede hende al mulig held og lykke med det projekt, hun har kastet sig over nu.
En af det ting, vi i bestyrelsen forsat vil have fokus på, er arbejdet med de kulturelle midler fra Koda. Det er afgørende, at der kommer en uvildig og grundig undersøgelse af fordelingerne, så alle har samme udgangspunkt for inddragelse og efterfølgende samtaler. Det er vigtigt for os at kunne begynde allerede efter sommerferien.
Som ny forperson har jeg desuden sat mig for, at jeg vil komme og møde alle jer medlemmer, hvor I er. Vi repræsenterer så mange forskellige musiske genrer, og det er fantastisk, at vi står sammen på tværs af de meget forskellige udtryk. Jeg har derfor sat mig for at komme ud til 30 koncerter hos jer i efteråret, og jeg vil gerne møde mange forskellige genrer og udtryk og tale med jer om, hvad I synes, det er vigtigt, vi arbejder med i Autor. Jeg ville sætte stor pris på, hvis du har lyst til at skrive til mig på lasse@autor.dk og fortælle om, hvad du som musikskaber arbejder med i din hverdag. Både ift. komposition og andre dele af arbejdet med fx at udgive musik.
Nu står sommeren for døren. Mange af jer skal formentlig ud og spille og møde jeres følgere, fans og publikummer. Nogle af jer skal have en velfortjent ferie, og andre af jer skal helt sikkert også knokle videre med jeres fantastiske musik. Al mulig held og lykke til jer, og jeg håber I alle får en fantastisk sommer!
Mange hilsner
Lasse Matthiessen, forperson i Autor.
Juni 2024.