Ny konstitueret forperson og sekretariatsleder i Autor
Autors forperson Lasse Matthiessen er på barsel indtil den 15. september 2025. Derfor overtager Anne Eltard posten som forperson for Autor i denne periode. Samtidig har foreningens sekretariatschef Andreas Hemmeth fået nyt job, og indtil ansættelsen af en ny sekretariatschef den 1. september 2025 er Lars Meiling konstitueret sekretariatschef for Autor.
Autors forperson Lasse Matthiesen er i den glædelige situation, at han er blevet far til sit andet barn. Vi ønsker ham en dejlig og givende barsel hen over foråret og sommeren. Det er vigtigt for en forening som Autor at støtte op om retten til ordentlige barselsforhold for musikskabere og musikere; derfor er der for nylig lanceret et tilbud om barselsrådgivning til vores medlemmer. Mens Lasse Matthiessen er på barsel med sin datter, tager Anne Eltard over som forperson for Autor. Hun fortæller om arbejdet:
”Fællesskaber og bedre vilkår for komponister og sangskrivere, skabende kunstnere i Danmark ligger mig meget på sinde. Mens Lasse er på barsel, tager jeg over som forperson for en stund. Der er mange vigtige dagsordener at se til. På de indre baner er der Koda og snakken om fælles legatkontor. Jeg sidder i Kunstfondens Repræsentantskab, hvor vi skal til at udpege kandidater til det kommende Projektstøtteudvalg. På den internationale front, er der AI, streaming samt samarbejde og udveksling med søsterorganisationer. ”
Anne Eltard er komponist og musiker indenfor folk/world/sínger-songwriter-genren i både ind- og udland. Hun har både modtaget priser og nomineringer for sine lydproduktioner og kompositioner til teaterforestillinger. Hun har siddet i Autors bestyrelse siden 2015, har siddet i bestyrelsen hos DMF, i Kunstfondens Repræsentantskab 2022 – 2028 m.fl. Anne har desuden organisatorisk erfaring som både spillestedsleder og musikskoleleder.
På sekretariatet sker der også forandringer, hvor sekretariatschef Andreas Hemmeth har fået nyt job. Indtil ansættelsen af en ny sekretariatschef den 1. september 2025 er Lars Meiling konstitueret sekretariatschef for Autor:
”Vi er selvfølgelig kede af, at Andreas er stoppet, og vi ønsker ham held og lykke i sit nye job. Når vi nu står i denne situation, er det jo også en mulighed for at vi som forening kan gøre os nogle tanker om de udfordringer og muligheder vores forening står overfor i de næste par år, når vi skal rekruttere en ny sekretariatschef”, udtaler Lars Meiling om den kommende tid.
Det er anden gang Lars Meiling er konstitueret chef for Autor. Lars har erfaring både som projektleder og -udvikler gennem mange år i musikbranchen og som udøvende og skabende musiker med bl.a. Annika Aakjær og Kasper Winding. Han har tidligere arbejdet i organisationer som JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival og siddet i bestyrelsen for bl.a. Stengade og Forbrændingen. Lars har i de seneste mange år skabt en række succesfulde koncepter for Autor heriblandt Besat Af Musik-konferencen, Drivkraft, Seminar & Bar, Morgensession m.m.