Det er denne tid på året, du kan søge arbejdslegat til dit kreative arbejde som komponist eller sangskriver. Arbejdslegaterne, som Autor uddeler, har ansøgningsfrist 1. marts.
Flere arbejdslegater i miljøet har ansøgningsfrist her i februar og marts. Arbejdslegaterne er støtte til den tidlige kompositoriske fase af det musikalske arbejde. Der hvor ideerne tager form og bliver til ord, toner og rytmer. Arbejdslegaterne er en slags “komponistløn” til dig til støtte for dette arbejde.
Hvilket arbejdslegat skal jeg søge?
Under Koda Kultur (Kodas kulturelle midler) er der tre arbejdslegater at søge for Kodas medlemmer. Du skal vælge mellem dem, da du ikke kan søge flere af dem på én gang:
Vækstlagspuljen, administreret af Koda, uddeler bl.a. arbejdslegater. Disse legater kan søges af musikskabere inden for alle genrer, bare man er under 35 år og max. har været medlem af Koda i fem år. Hvis du tilhører denne kategori, kan du med fordel søge Vækstlagspuljen, da tilsagnsprocenten er væsentligt højere end i fx Autors arbejdslegatpulje. Studerende inden for musikuddannelser opfordres også til at søge denne pulje. Læs mere her.
Ansøgningsfristen for Vækstlagspuljen er 24. februar 2022 kl. 15.00.
Autors arbejdslegater – “vores” arbejdslegater, som Autor kuraterer kunstnerisk, administrerer og uddeler af midler fra Koda Kultur. Alle genrer, især inden for det rytmiske, støttes i puljen. Der er to årlige frister, og man kan max. opnå legat fra denne puljen én gang hvert år.
Læs meget mere om puljen – her kan du også se sidste års legatmodtagere. Læs også beretningen fra legatudvalget 2021, hvor de bl.a. kommer med et par gode råd til din ansøgning.
Ansøgningsfristen er 1. marts 2022. kl. 23.59.
Dansk Komponistforenings arbejdslegater – de arbejdslegater, som Dansk Komponistforening står for under Koda Kultur. Disse arbejdslegater er specifikt målrettet til “kunstmusikkens genreområder”. Læs mere her. Ansøgningsfristen er 1. marts 2022. kl. 23.59.