I DJBFA er vi stolte af at kunne fortælle, at foreningens formand og næstformand i Koda, Anna Lidell, er blevet valgt til bestyrelsen i CIAM, The International Council of Music Creators.
Komponist, formand i DJBFA og næstformand i Koda, Anna Lidell, er blevet valgt til bestyrelsen i den verdensomspændende musikskaber-organisation CIAM, The International Council of Music Creators. Hun blev valgt af CIAMs medlemmer under organisationens generalforsamling i Ukraine for nylig. Hun vil sidde i CIAMs bestyrelse sideløbende med sit arbejde i Danmark.
Anna Lidell siger om valget til den verdensomspændende organisation:
“Jeg er meget beæret over at blive valgt som medlem af bestyrelsen for The International Council of Music Creators (CIAM). Her skal jeg være med til at varetage sangskrivere og komponisters interesser på globalt plan. I dag er sangskriveres scene hele verden, og jeg tror på, at vi i CIAMs bestyrelse kan sikre, at kunstnere får bedre rammer at skabe musik indenfor.”
Verdensomspændende rettigheder til musikkens skabere
CIAM arbejder for at beskytte og fremme musikskabernes rettigheder verden over. Organisationen blev dannet i 1966 og arbejder netop for professionalisering af musikken ift. økonomiske og juridiske rettighedder for musikskaberne.
Samtidig er CIAM et verdensomspændende fællesskab for musikrettighedshavere, komponister og sangskrivere. Læs mere om CIAM.
Anna i CIAM
Anna Lidell stillede op til CIAM især med fokus på tre områder – kønsdiversitet i musikbranchen, de nye teknologiske muligheder og udfordringer for internationale musikskabere samt den såkaldte American Music Modernization Act, som handler om, hvordan bl.a. CIAM kan sikre gennemsigtighed i pengestrømmene i musikbranchen og sikre, at pengene går til dem, der skaber musikken. Anna Lidell er nu valgt til CIAMs bestyrelse for en toårig periode.
32-årige Anna Lidell er komponist, sangskriver, musiker og producer selv, bl.a. er hun aktiv i duoen Teenage Love. Desuden er hun cand.mag. fra Københavns Universitet. Hun har været en del af DJBFA’s bestyrelse i en række år, næstformand i 2018 formand siden marts 2019.