Artist talk med Niels Skousen i Aarhus

Kom til gratis arrangement i Musikhuset Aarhus den 6. oktober, når Niels Skousen fortæller om sit liv i musikken, inspiration til teksterne og meget mere.

Autor, Musikhuset Aarhus, LitX og Dansk Forfatterforening Aarhus præsenterer en artist talk med sanger, guitarist, komponist og skuespiller Niels Skousen den 6. oktober 2023 kl. 18.15-19 i Musikhuset Aarhus’ Lille Sal. Arrangementet er gratis, og man kan bare dukke op.

Til Autors 50 års fødselsdagsfest i juni stod Niels Skousen – en af Autors oprindelige medlemmer fra grundlæggelsen i 1973 – på scenen og førte an til fællessang med “Herfra hvor vi står”. Nu er vi glade for at kunne stille skarpt på Skousen og hans musikalske univers i denne talk med sangskriver og filmkomponist Jesper Mechlenburg.

Kom endnu tættere på kunstneren Niels Skousen og få svar på spørgsmål som:

  • Hvor henter han inspiration til sine tekster?
  • Kan der hentes inspiration i litteraturen?
  • Hvordan er skabelsesprocessen?
  • Hvad er det der driver ham til at til at blive ved efter mere end 50 år i musikken?
  • Hvordan har han sammensat aftenens repertoire? 

om niels skousen

Niels Skousen er født i 1944 i Køln i Tyskland og er sanger, guitarist, komponist og skuespiller.

Skousen dannede sammen med bassisten Peter Ingemann rockbandet Skousen & Ingemann i 1970. Gruppen debuterede i 1971 med LP’en Herfra hvor vi står (tekst og musik og forsideakvarel af Skousen). Gjorde i 2002 comeback med albummet Dobbeltsyn, produceret af Nikolaj Nørlund. Har siden udgivet Daddy Longlegs, Skousen Live og Lyt til din coach. Senest Blæsten og regnen (2022), der også er produceret af Nikolaj Nørlund.

Som skuespiller han haft roller i både film, tv og på scenen – fx i Den store badedag, Frygtelig lykkelig, tv-serier som Landsbyen og Hotellet og i Nikoline Werdelins teaterforestilling Boblerne i bækken.

Udgav i 2011 selvbiografien Herfra hvor jeg står.

Arrangementet bliver til med midler fra Copydan.

Kl. 20 samme aften er der koncert med Niels Skousen og band i Musikhuset.

Se mere om koncerten.