Kom og vær med til at sikre en fair fordeling

Kulturpolitisk Post fra Autors konstituerede forperson, Lasse Matthiessen. Om et vigtigt forslag, som Autors bestyrelse og mere end 100 andre musikskabere, stiller til Kodas generalforsamling 23. april.

Af Lasse Matthiessen, konstitueret forperson for Autor.

Kære musikalske kolleger

Om få uger afholder Koda generalforsamling – og netop i år er der meget på spil. Sammen med over 100 Koda-medlemmer har vi stillet et forslag om en mere fair fordeling af de kulturelle midler. Mig bekendt er det første gang, at så mange Koda-medlemmer er gået sammen om et medlemsforslag. Det er stærkt.

Fordi det er afgørende for fremtiden i den danske musikbranche. Fordi vi ønsker en branche, der står sammen om lige vilkår og anerkendelse af alle former for kunstneriske udtryk. Fordi den ulige fordeling, der findes i dag, er historisk betinget og burde have været ændret for længst.

Derfor vil jeg på vegne af mine kolleger opfordre dig til at møde op på Kodas generalforsamling den 23. april 2024 [opdatering: i Store Vega i København] og stemme forslaget igennem på bedste demokratiske vis. Vi ønsker at lade jer medlemmer komme til orde, frem for at beslutningerne bliver taget af få personer bag lukkede døre.

Alle medlemmer af Autor kan få dækket deres transportomkostninger, og efter generalforsamlingen mødes vi til pizza, sodavand og øl for alle dem, der har lyst. 

Man skal melde sig til Kodas generalforsamling senest tirsdag den 16. april kl. 11.59 på ’Mit Koda’. Du finder det under menupunktet “Tilmelding til generalforsamling 2024”.

Hvis du ikke har mulighed for at møde op, kan du enten deltage online eller give din fuldmagt videre. Send også gerne en mail til os, hvis det du ønsker, vi skal tage din fuldmagt med. 

Når der sker omfordeling af midlerne, som forslaget lægger op til, så ved vi, at der er nogle, der er bange for at miste støtte til netop deres projekter. Men det er vigtigt for os at sige, at midlerne ikke forsvinder. Nu er det bare komponistforeningerne, der kan fordele dem.

Så det er ganske enkelt ikke rigtigt, at forslaget vil have en negativ påvirkning på musikbranchen. Tværtimod mener vi, at fair fordeling og ligebehandling af alle er en forudsætning for en blomstrende musikbranche. Vi kræver gennemsigtighed og transparens. Vi kræver medbestemmelse. Ikke beslutninger der bliver taget af en sluttet kreds, uden man har mulighed for kigge dem efter i kortene.

Foreningerne vil naturligvis løfte og støtte de projekter – eksempelvis om mental trivsel, kønsbalance, støtte til filmmusik og meget andet – som Koda i fremtiden ikke måtte ønske at støtte. Men Koda vil i fremtiden – også efter dette forslag – være velpolstrede og have omfattende midler til rådighed.

Som vores tidligere, nu sygemeldte forperson Anna Lidell siger, så vil ”forslaget rette op på uligheden, og samtidig sikre, at komponistforeningerne fortsat har samme økonomiske grundlag. På den måde vil alle genrer og kunstnere have lige og fair vilkår til glæde for kunstnerne og musikkens mangfoldighed.”

Det er essensen af vores forslag, og det vi kæmper for.

Jeg håber at se så mange af jer på Kodas generalforsamling den 23. april i København som muligt. Kom og støt op om en mere fair fordeling af de kulturelle midler! 

Læs, hvorfor vi stiller forslaget Fair Fordeling, og hvad det går ud på, her: autor.dk/fairfordeling.

Læs Anna Lidells Kulturpolitisk Post om Fair Fordeling.

Du kan se det fremstillede forslag på Kodas side om generalforsamlingen under ”Forslag fra medlemmer”, punkt 14c. Af tekniske grunde er forslaget fremstillet tre gange, men teksten er ens. I ”Medlemsforslag stillet af 137 medlemmer” kan du se alle musikskaberne, der er med til at stille forslaget.

Mange hilsner
Lasse Matthiessen.