Lad dig guide og inspirere af fantastiske klassiske komponister, kollegaer og en dirigent, når vi byder velkommen til KompositionsCamp 2021 den 10.-16. oktober på Engelsholm Højskole.
Vi har flere år i træk afholdt KompositionsCamp i forskelligt format, og vi er glade for igen i år at kunne præsentere et arbejdsophold, hvor det klassiske inspirerer det rytmiske – og omvendt. I år er komponist Lil Lacy leder af opholdet.
Årets underviserteam består af den brasilianske komponist Marcos Balter og den danske komponist Bent Sørensen. Der vil desuden være en inspirerende, digital talk med den israelske-amerikanske komponist Chaya Czernowin.
Som en del af KompositionsCamp vil der også være en enkel indføring i direktion ved dirigent Mathias Skaarup Sørensen samt samarbejde med to musikere om fremførelse af nykomponerede værker.
Fyld værktøjskassen op
KompositionsCamp er en camp, hvor etablerede komponister kan få fyldt ”værktøjskassen” op, og hvor de igennem forståelsen af ”byggeklodserne” for alternative og moderne klassiske effekter vil blive inspireret til at bruge disse elementer i deres egne værker. Campen vil i sin struktur både være med til at skærpe den enkelte komponists unikke udtryk og give klare svar på, hvordan komponisten bevæger sig videre og udvider sin egen palet af virkemidler.
På KompositionsCamp dykker vi ned i undervisernes egne værker og bliver inspireret af deres orkestrering og teknikker. Vi stifter bekendtskab med de grundlæggende ideer og udfordringer i tilblivelsen af ny musik. I løbet af campen får deltagerne mulighed for at præsentere deres egne ideer og kompositioner og få direkte sparring med verdens førende komponister.
I år vil der også være fokus på det at lytte, at fornemme en retning for et værk, eller at søge nye lyde og udtryksformer på tværs af genrer, tider og teknikker.
KompositionsCamp er en inspirerende og intens workshop i moderne komposition for komponister indenfor alle genrer. Opholdet henvender sig til komponister og arrangører på højt niveau, og tidligere deltagere har været sangskrivere, elektroniske musikere, filmkomponister og jazzmusikere.
Se fotogalleri fra KompositionsCamp 2018
Marcos Balter
Marcos Balter
Marcos Balter er moderne klassisk komponist, født i 1974 i Rio de Janeiro i Brasilien og i dag bosat i New York. Balter har undervist på i musikkomposition på flere amerikanske universiteter, og i dag er han Associate Professor of Music Composition ved Montclair State University. Balters stil er kendetegnet ved en post-minimalistisk spektral indgangsvinkel, med et romantisk strejf, der gør hans musik imødekommende og følelsesfuld. Under overfladen gemmer sig et stærkt teknisk håndværk, et åbent sind og en kærlighed til musikken som helhed.
Marcos Balter står bag værker som Dreamcatcher, Raw Items og OMG – se mere om Balters værker her. Han har også samarbejdet med bl.a. indierockgruppen Deerhoof, DJ’en King Britt samt yMusic og Paul Simon.
Bent Sørensen
Bent Sørensen
Den danske prisbelønnede komponist Bent Sørensen er født i 1958 og blev uddannet af bl.a. Per Nørgård og Ib Nørholm på Det Kgl. Dansk Musikkonservatorium. I midten af 80’erne brød Bent Sørensen igennem med sin originale og fantasifulde musik. Hans strygekvartetter fra 80’erne, Alman, Adieu, Angels’ Music og Schrie und Melancholie regnes stadig blandt Sørensens vigtigste værker.
I 1996 modtog Bent Sørensen Nordisk Råds Musikpris for sit værk Sterbende Gärten, som kun den tredje dansker nogensinde. I nyere tid har Bent Sørensen fået stor international anerkendelse, bl.a. på baggrund af Exit Music (2007) og Sounds Like You (2008). I 2018 modtog han den prestigefulde Grawemeyer Award.
Chaya Czernowin
Chaya Czernowin
Vi er også stolte af at kunne præsentere en talk med den prisbelønnede israelsk-amerikanske komponist Chaya Czernowin (f. 1957) på KompositionsCamp. Chaya Czernowin har været professor i musik på universiteter i San Diego og i Wien og har siden 2009 været Walter Bigelow Rosen Professor of Music på Harvard. Czernowins værker inkluderer både kammer- og orkestermusik – med og uden elektronik. Bl.a. kan Guardian for cello og symfoniorkester, Knights of the Strange for elguitar og harmonika og operaen Adama fremhæves.
Chaya Czernowin er blevet beskrevet i Die Zeit som en af de mest frygtløse og sensuelle nutidige komponister. Hun er en mester i at blande forskellige genrer på organisk vis – en svær og utroligt raffineret disciplin. Under coronakarantænen har hun fordybet sig i elektronisk musik sammen med den tyske komponist Hans Tutschku.
fakta om KompositionsCamp
fakta om KompositionsCamp
KompositionsCamp finder sted på Engelsholm Højskole mellem Billund og Vejle fra den 10. – 16. oktober 2021.
DJBFA stiller seks pladser til rådighed på workshoppen, og du skal ansøge for at komme med. Er du en af de heldige, der bliver optaget til KompositionsCamp, kan du for en egenbetaling på 1.000 kr deltage i et fantastisk inspirerende stævne i de smukke omgivelser ved Vejle Ådal og Engelsholm Slot.
Hvis du bliver udvalgt til at deltage, vil du modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den påførte betalingsfrist, vil pladsen tilfalde en anden ansøger.
Corona: Man skal være indstillet på at tage en coronatest inden opholdet. Vi følger de retningslinjer, myndighederne til den tid udstikker ifm. corona. Hvis opholdet eller ens deltagelse skulle blive aflyst pga. coronarestriktioner, får man sin egenbetaling retur.
Hvornår: 10.-16. oktober 2021
Hvor: Engelsholm Højskole, Engelsholmvej 6, 7182 Bredsten.
Leder: Lil Lacy
Ansøgningsfrist: Onsdag den 4. august 2021 kl. 23.59.
Har du spørgsmål til KompositionsCamp 2021? Skriv til Lil Lacy på lilerinlacy@gmail.com
Sådan søger du
Sådan søger du
Du skal være medlem af Koda for at ansøge. Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og KompositionsCamp.
Til ansøgningen skal du være klar til at uploade disse ting:
- Minibiografi/CV (pdf).
- Tre af dine sange/numre – enten som link til offentligt tilgængelig website (ikke streamingtjeneste) eller vedhæftet som mp3/m4a.
- Under “Tekster” kan du vælge at uploade noder (men hverken tekst eller noder er et krav).
- Pressefoto kan uploades, men er ikke et krav.
Du skal også skrive en kortere ansøgning. I din ansøgningstekst skal du begrunde, hvorfor du skal med på opholdet, og du må meget gerne komme ind på, hvad der motiverer dig.
Ansøgningsfrist: Onsdag den 4. august 2021 kl. 23.59.
NB. DJBFA holder sommerferielukket fra 3. juli t.o.m. 1. august 2021. Man kan stadig ansøge i denne periode, og tekniske problemer kan Koda Kultur hjælpe med på kodakultur@koda.dk / tlf. 33 30 63 00.
Opholdet er kunstnerisk kurateret, dvs. der er udvælgelse blandt ansøgerne for derigennem at sammensætte det bedste hold. Kurateringen foretages af Lil Lacy sammen med en øvrig udvælger.
Alle ansøgere får besked i midten af august 2021.
KompositionsCamp bliver til via DJBFA og Dansk Komponistforening for Koda Kultur.