RMC Writing Camp: Bathsheba

Vær med i en af de mest ambitiøse writing camps i København til november. Målet er at skrive nye sange til Bathsheba. Ansøg senest 2. oktober.

Efter tre vellykkede camps i 2019, 2020 og 2021 bringer Autor og RMC (Rytmisk Musikkonservatorium) igen i år studerende og mere erfarne sangskrivere/producere sammen om at skrive til en konkret artist.

Når en artist og sangskriver medvirker i en camp, så stiger chancerne for afsætningen af sangene og skærper samtidig fokus hos alle.

Artisten her i fjerde camp er Bathsheba, som er signet hos Virgin (Universal) og skal/er i gang med at lave nyt materiale til sine næste udgivelser. Bathsheba er med på campen alle dage. Hun er klar til at gå ind i grupperne og skrive med, prøve ting af og eventuelt synge demoer.

Der skal findes i alt ni sangskrivere/producere, dels fra RMC og dels blandt Koda-medlemmer, der ansøger. Deltagerne fordeles i tre grupper med rotationer undervejs i de fire dage, campen varer.

Campen finder sted fra mandag den 7. november til og med torsdag den 10. november 2022, alle fire dage fra kl. 10.00 til ca. kl. 20.00 på RMC i København.

Campen ledes igen i år af Peter Biker, der har mange års erfaring med international sangskrivning og undervisning på RMC. Peter Biker sammensætter grupperne og coacher under hele forløbet.

om bathsheba

Universal om Bathsheba:

Bathsheba har været på en rejse mod succes, siden hun debuterede i 2020. Hendes sang “Hit ’n’ Run”, som peakede i Top 40 på radio-charten, blev også tilføjet til rotation på den internationale radiostation Beats 1 (Apple 1) og blev nævnt som en af de bedste sange i 2020 af både Soundvenue og Bands of Tomorrow.

Bathshebas samarbejde med LittGloss fra sidste år, “Might Be”, blev valgt som ugens Voice Choice på The Voice, og i juni 2021 udgav Bathsheba sin debut-EP, As of Right Now, med sange som “Fighting for Your Love” (blev ugens Voice Choice på The Voice og nåede #74 på den danske airplaychart), “LALA” (blev stemt direkte ind på førstepladsen på P3 Listen) og “Run” (var i rotation på P3). Bathsheba har spillet headlinershow i Lille Vega og til The Voice ’21 Radio Awards. 

Efter en veloverstået sommer ’22 med store koncerter på både Roskilde Festival og Musik i Lejet, er Batsheba nu gået i studiet for at påbegynde sit debutalbum.           

Playliste med referencesange til inspiration:

det leder vi efter

Campens leder, Peter Biker, sætter nogle ord på campen og hvad, vi leder efter i ansøgerne:

“Jeg glæder mig til campen igen i år – og jeg er glad for, at et stortalent som Bathsheba har lyst til at være med. Min ambition er at skabe nogle spændende konstellationer, som kan skrive gode sange, som Bathsheba og Virgin (Universal) vil udgive og hvem ved – måske bliver til hits.”

“Jeg håber, at mange vil have lyst til at være med, og jeg vil opfordre alle til at søge. Der er jo kun et begrænset antal pladser, så et hint er, at man skal sætte sig ind i Bathshebas univers, men også meget gerne tænke nyt og visionært.

Det vil sige, at man skal skrive noget, der passer til Bathsheba og samtidig tænke fremad, så det ikke fremstår som ‘copy/paste’ af noget, hun har lavet før, men bliver taget et skridt videre, så det ikke bliver forudsigeligt. 

Vigtigst er, at man har et højt ambitionsniveau og er villig til at dedikere ugen til at skrive. Det er en fordel, hvis man har erfaring fra writing sessions, hvor ting ofte går meget stærkt, og der skal leveres på kort tid. Alle er selvfølgelig velkommen til at søge – bare de er med på præmisserne.”

fakta om rmc writing camp

Autor for Koda Kultur afholder hovedparten af udgifterne i forbindelse med din deltagelse, så hver deltager skal kun betale 500 kr. i egenbetaling. Der bliver serveret frokost hver dag. Bor du langt fra Købnhavn, er din overnatning betalt. Vær indspillet på lange arbejdsdage.

Forløbet er organiseret af Autor og RMC. Campleder Peter Biker vil være med hele vejen.

Al musik, der bliver skrevet på campen, vil være lige split mellem dem, der er i lokalet. Er man fx fire, vil rettighederne blive fordelt med 25 % til hver.

Du skal selv medbringe computer, instrument eller andet, som du skal bruge til at co-write. Der vil være mikrofoner, UAD-lydkort, klaver/flygel og evt. andre instrumenter på RMC, som kan benyttes, hvis de er ledige (ingen garanti).

Vi opfordrer både toplinere (melodi/tekst) og folk med producerkompetencer (tracks) til at søge. Kommer du med, får du – ud over muligheden for at skrive med Bathsheba – udvidet dit netværk af sangskrivere plus nogle super inspirerende dage.

Har du spørgsmål til campen, er du velkommen til at kontakte Peter Biker på peter.themelody@gmail.com.

Hvad: RMC Writing Camp: Bathsheba
Hvornår: 7.-10. november 2022
Hvor:
Rytmisk Musikkonservatorium, København.
Ansøgningsfrist: Søndag den 2. oktober 2022 kl. 23.59.

sådan søger du

Alle interesserede Koda-medlemmer kan ansøge.

Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “RMC Writing Camp”. Til ansøgningen skal du uploade/sende disse ting:

  • En kort ansøgning på ca. en kvart side. Her begrunder du, hvorfor netop du skal med på campen.
  • En minibiografi/CV (pdf).
  • Tre musiknumre (mp3 eller m4a), som du har været med til at skrive. Husk at skrive i kommentarer til lydfilerne eller som del af din ansøgning, hvad din rolle er på numrene.
  • Valgfrit: Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Det anbefales at lave din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand, hvis du har brug for det.

Deltagerne udvælges af Peter Biker samt en anden medudvælger ud fra musikalsk niveau og erfaring på det musikalske område, men også med blik for en vis diversitet på holdet.

ansøg her