Morgensession med Simon Toldam

Komponist, pianist og hædersprismodtager Simon Toldam giver et indblik i det varierede musikerliv med forskellige roller i egne og andres musikalske konstellationer i samtale med Marc Facchini torsdag den 27. august hos Autor.

Hvad vil det sige at have et varieret musikerliv – og hvordan bevarer og benytter man sin egen stemme, når man hele tiden befinder sig i nye musikalske sammenhænge?

Autor fortsætter rækken af spændende oplæg for de morgenfriske, denne gang med en af musikscenens mest alsidige og anerkendte stemmer. Torsdag den 27. august får vi besøg af pianist, komponist og sideman Simon Toldam, der gennem to årtier har arbejdet med egne orkestre, andres projekter, filmmusik, bestillingsværker og lydinstallationer til et sammenhængende kunstnerskab.

I samtale med facilitator Marc Facchini tager Simon Toldam os med ind i sit virke som pianist, komponist og sideman. Vi dykker ned i de forskellige arbejdsmetoder, der kræves i vidt forskellige sammenhænge: Hvad sker der, når man skriver musik til eget orkester kontra til andres? Hvad kræver det at træde ind i en andens musikalske univers som sideman – og hvad tager man med sig tilbage til sit eget? Og hvad er forholdet mellem komposition og improvisation, når begge er bærende søjler i det samme kunstnerskab?

Vi starter med et kort oprids af Simons musikalske historik, fra den første trio som 9-årig til fem Danish Music Awards og rollen som officiel festivalkomponist på Copenhagen Jazzfestival – og vi runder af med et blik fremad, når Simon deler sine tanker om, hvad der optager ham nu og i de kommende år.

om simon toldam

Simon Toldam er pianist og komponist baseret i København. Han er femdobbelt vinder af Danish Music Awards Jazz og modtog Autors egen hæderspris i 2025. Simon har udgivet over 18 album som leder og medleder, komponeret bestillingsværker for teater, dans og film. Han har turneret i Europa, Canada og Japan og er desuden en del af pladeselskabet og musikerkollektivet ILK Music.

om morgensession

Autors Morgensession er musikfaglige oplæg, hvor du kan få indblik i arbejdsmetoderne hos markante komponister, sangskrivere, producere og branchefolk. Uanset om du søger kreativ inspiration eller er nysgerrig på nye trends, er morgensessioner en god mulighed for at netværke med andre komponister og lære af nogle af de bedste i branchen.

Tidligere Morgensessions har bl.a. haft besøg af Østen, Smag På Dig Selv, Cæcilie Norby, Søren Huss, Trentemøller, Pil, Signe Svendsen, Mette Dahl Kristensen (Who Killed Bambi), Frederik Thaae, Pernille Rosendahl, Dodo Gad, Ganger, Rasmus Stolberg (Efterklang) og Girls in Airports.

praktisk

Hvad: Morgensession med Simon Toldam: Det varierede musikerliv
Hvornår: Torsdag den 27. august 2026 kl. 9-10.30 (kom gerne lidt før!)
Hvor: Partituret, 5. sal, Autor (Koda-bygningen), Lautrupsgade 9, 2100 København Ø

OBS! Et par dage inden eventet modtager du en mail fra vært Marc Facchini med praktiske oplysninger.

Morgensession er gratis at deltage i og for alle interesserede medlemmer af Koda. Kræver blot tilmelding.

Arrangementet bliver til med midler fra Koda Kultur.

Ved tilmelding bekræfter du, at du er medlem af Koda, samt at du er indforstået med, at navne på alle deltagere til arrangementer med midler fra Koda Kultur, vil blive offentliggjort på Koda Kulturs hjemmeside årligt. I lighed med modtagere af legater fra Koda Kultur. Desuden vil der blive trukket statistik i anonymiseret form til Koda Kulturs årsrapport.

tilmeld dig
Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.