309 arbejdslegater uddelt

Autors legatudvalg har uddelt rytmiske arbejdslegater fra Koda Kultur til 309 komponister og sangskrivere til en samlet værdi af ca. 4 mio kr. Her kan du læse nærmere om tre af legatmodtagerne – og se oversigt over samtlige.

Autor tilrettelægger, kuraterer og administrerer arbejdslegater inden for såkaldt rytmisk musik med midler fra Koda Kultur (Kodas kulturelle midler). Arbejdslegaterne støtter den relativt tidlige fase af det musikalske arbejde, hvor sangene skrives, og melodierne komponeres. Udvalgets opgave er at tildele støtte til den enkelte musikskaber, og udvalget søger de bedste skabende kræfter inden for musik. Der tilstræbes diversitet, og den faglige kvalitet er afgørende.

Der er to årlige frister, og ved årets første – 2. marts 2026 – modtog vi 863 ansøgninger om arbejdslegat. Samlet er der søgt om 25,7 mio kr. 309 ansøgere inden for inden for bl.a. rock, pop, metal, folk, jazz, hip hop, børnemusik og ambient har fået tildelt et arbejdslegat, og udvalget har samlet set uddelt 4.020.500 kr. Se alle modtagere nederst på siden.

Forårets arbejdslegatudvalg bestod af Anders Filipsen, Astrid Cordes og Petra Skibsted.

Fokus på tre projekter

Christina Dahl, Carl Coleman og Marie Vilsbøll alias Vilma er tre af forårets modtagere af arbejdslegater. Vi har spurgt ind til den musik, de nu skal arbejde videre på:

christina dahl

Saxofonist og komponist Christina Dahl har modtaget 13.500 kr. i støtte til sit kunstneriske arbejde med at udvikle ny musik til sine forskellige aktiviteter som Christina Dahl Trio og Christina Dahl Kvartet. 13.500 kr. Sådan beskriver Christina Dahl selv sin musik og hvordan hun arbejder:

“Jeg oplever musik som organiske bevægelser – sanselig væren i konstant forandring. Min musik udspringer af indre billeder og fortællinger inspireret af livet og naturen. Musikken formidles intuitivt i samklang mellem musikere og publikum i et nærværende øjeblik.

I mit kompositoriske arbejde henter jeg inspiration fra hverdagens lyde, stemninger og puls. Gennem melodiske linjer og elektroniske klangfarver samt polyrytmiske strukturer søger jeg et personligt, musikalsk sprog. For mig er musikken et spejl af menneskelivet – af dets kontraster, skrøbelighed og styrke. Jeg ønsker at skabe oplevelser, der bevæger, vækker samhørighed og følelsen af at være en del af noget større.”

carl coleman

En person, der spiller på en akustisk guitar på scenen i dramatisk belysning, med en mikrofon synlig i forgrunden.
Carl Coleman. Foto: Flemming Bo Jensen

Carl Coleman fra duoen Palace Winter har modtaget et arbejdslegat på 21.000 kr. Han præsenterer bandet og projektet, som han nu skal til at arbejde videre på:

“Jeg er forsanger og sangskriver i indiebandet Palace Winter, som jeg dannede sammen med min bandkammerat Caspar Hesselager i 2014. I 2025 udgav vi vores fjerde studiealbum, det anmelderroste Confessions of Mr. Nowhere, på vores eget pladeselskab. Efter en så succesfuld kampagne, hvor vi har forblev 100 % uafhængige hele vejen igennem, er vi klar til endnu et nyt gearskifte.

Kernen i Palace Winters identitet er vores konstante udvikling. Hvert album afspejler et nyt kapitel i vores kreative rejse, og vi er super stolte af det bidrag, vi har ydet til Danmarks kulturarv i mere end et årti.”

marie vilsbøll

Marie Vilsbøll laver musik under kunstnernavnet Vilma. Hun står bag albummene Kærlighedserklæringer (2023) og Sikkert syg af følelser (2025). Nu arbejder hun med en ny idé, hvor hun bearbejder andres menneskers personlige historier i tekst og musik. Det har legatudvalget tildelt hende 21.000 kr. til at arbejde videre på. Vilma fortæller:

En kvinde med orange neglelak står foran en stor, orange fuldmåne på en mørk himmel.
Vilma. PR-foto: Morten Rygaard

“Jeg arbejder både som artist og på et musikkontor i Aalborg. Når jeg kommer hjem fra mit kontorarbejde, skriver jeg sange, planlægger udgivelser og koncerter – og jeg elsker det.

I forbindelse med min seneste tour i foråret 2026, opstod en idé om at invitere mit publikum med ind i sangskrivningen. Jeg opfordrede dem til at sende mig personlige beretninger, som jeg ville omsætte til sange og tage med på touren. Det hele ville være anonymt, og jeg forstod hurtigt, at mange har manglet et trygt sted at dele eller en mulighed for at bearbejde ting, som de ikke kan få sig selv til at sige højt.

Historierne spænder bredt: Fra kvinden, der skrev til mig fra psykiatrisk afdeling hen over julen, til bedstefaren, der er bekymret for sit barnebarn, og til hende, der savner sin mand, som har ændret sig efter en ulykke. Det er sårbare og komplekse fortællinger, så jeg er meget bevidst om at arbejde ansvarligt, både i forhold til mig selv og dem, der har betroet mig deres hemmeligheder. Mit fokus er mest af alt at give dem plads til den følelse, der faktisk er til stede og lade være med at farve den lyserød, hvis den ikke er det. Forløsningen er i at blive set og hørt, præcis hvor man er.” 

nøgletal

Nøgletal for arbejdslegaterne i foråret 2026:

Puljens størrelse: 4.020.500 kr.

Antal ansøgninger: 863.
Heraf 36, som er afvist, fordi ansøgningen hører til i en anden pulje. Dermed var der 827 ansøgninger til reel vurdering af udvalget.

Tildelte arbejdslegater: 309.

Afvist: 554 ansøgninger (heraf de 36 ”forkerte”). Dvs. ”reelle afslag”: 518.

Tildelingsprocent: Baseret på det reelle antal ansøgninger, udvalget har vurderet, efter frasortering af fejlansøgninger: 37 % (afslagsprocent 63 %).

Gennemsnitlig legatstørrelse: 13.011 kr.

Forårets arbejdslegater 2026

Oversigt over samtlige uddelinger ses her:

Næste ansøgningsfrist er 1. oktober 2026 kl. 15.00.

Overvejer du at søge næste gang? Så er det en rigtig god ide at læse beretningen fra sidste års arbejdslegatudvalg, som har en række gode råd til ansøgere.

Læs mere om puljen.