eQ Fridays med Randi Pontoppidan

Netværket eQ Fridays inviterer til en aften med besøg af Randi Pontoppidan, som fortæller om, hvordan man kan bruge stemmen som instrument med effektpedaler den 3. juni.

Randi Pontoppidan sætter strøm til stemmen med et udvalg af effektpedaler og viser, hvordan hun skaber et spændende og varieret udtryk. Hun demonstrerer, hvordan hun sætter pedalerne sammen, så man får den flotteste klang og undgår feedback og overstyring. Undervejs fortæller hun om sin rejse gennem et liv med musik, der har taget nogle overraskende faglige retninger som resultat af tilfældigheder, nye vinkler og chancer – og modet til at tage dem.

Randi Pontoppidan er en international anerkendt og efterspurgt komponist, vokalist og performer. Nomineret til årets album i DMA Jazz 2021 for Inner Lift og til årets vokalist til Steppeulven 2020. Hun arbejder med fri improvisation, jazz, performance art, elektroakustiske kompositioner m.m.

Pontoppidan er kendt for sin eksperimenterende blanding af vokalarbejde og elektronisk livebearbejdning af stemmen. Hun er skolet indenfor både jazz og klassisk sang, og hun blander stilarterne til en helt ny verden i sine kompositioner, der ikke lader sig kategorisere i genrer, men er sine helt egne.

Efter en lang karriere som livemusiker og medvirkende på adskillige album, udkom Randi Pontoppidans soloalbum Rooms i 2019 og høstede flotte anmeldelser – blandt andet fem stjerner fra Berlingskes musikanmelder.

Praktisk

Bliv klogere på musikken og mød dine kolleger. Alle kvinder og kønsminoriteter er velkommen til en eftermiddag og aften med et spændende oplæg. Efterfølgende er der mulighed for at gå ud i lydstudierne til spontane arbejdsfællesskaber, feedback eller vidensdeling i mindre grupper. Ta’ gerne din computer og egne produktioner med.

Eventet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så deltagelse kræver tilmelding.

Beats by Girlz Denmark, Rytmisk Center og Autor præsenterer eQ Fridays – Musikproduktion og netværk for kvinder, transpersoner og ikke-binære. Netværket bliver til med støtte fra Tuborgfondet.

Hvad: Netværket eQ Fridays: Randi Pontoppidan: Brug stemmen som instrument med effektpedaler
Hvornår: Fredag den 3. juni 2022 kl. 15.30-22.00
Hvor: Rytmisk Center, Vesterbrogade 107 E, 1620 København V. Gå ind i gården. Også adgang fra Enghavevej (der er elevator).


Se Facebook-begivenhed.

Tilmeld dig