Havnefogedgården på Samsø
Autor sælger refugiet på Samsø. Formålet er at fremtidssikre foreningens økonomi, bevare medlemslejligheden i Berlin og åbne for nye refugiemuligheder.
Forperson i Autor, Lasse Matthiessen, skriver:
“På Autors generalforsamling i marts gik snakken om refugier. Vi fortalte om bestyrelsens overvejelser om at sætte vores dejlige refugie på Samsø til salg, ligesom vi havde en god debat om, hvor andre refugier ville være attraktive for jer medlemmer.
Nogle gav udtryk for, at de vil savne huset, andre igen synes, at det vil være en fordel, at vi bliver mere fleksible med refugier.
Regulativet fra Koda om anvendelse af de kulturelle midler sætter begrænsninger for vores brug af midlerne. Det gør, at det alene er vores medlemskontingenter, der kan dække udgifter til lån og vedligehold af huset på Samsø. Derfor ser vi os nødsaget til at sælge, da der ellers er bundet for mange likvider i mursten, som presser foreningens økonomi.
Det er ikke en beslutning, bestyrelsen har taget let på eller taget “over night”. Vi har brugt mange møder og vendt mulighederne mange gange. Ikke mindst med vores revisor. Men uanset løsningen er udgifterne fortsat en belastning, der kun ville vokse.
Mange af jer har haft forrygende stunder på Samsø og der er helt sikkert blevet skrevet meget musik. Forhåbentlig vil der fremover være nye refugier, som også lægger op til at skrive en masse ny musik.
Uanset hvad, så ved vi, at mange vil savne vores hus på Samsø.
Årets arbejdsophold på Samsø bliver den sidste runde, inden vi takker af for mange gode år på Samsø.
Vores dygtige sekretariat arbejder på at finde nye fine refugier (som vi lejer), som vi vil glæde os til at præsentere for jer.
Har du en god idé til, hvad det måske kunne være, er vi lutter øre – så kom endelig med et bud ved at skrive til autor@autor.dk eller direkte til mig på lasse@autor.dk.”