Månedens tip med Tin Soheili

Hvad lytter musikskaberne i Autor til? Hvad læser, hører og streamer de? Hver måned spørger vi et medlem om kulturanbefalinger.

I april 2022 har vi spurgt Autor-medlem Tin Soheili om kulturanbefalinger.

Tin Soheili er filmkomponist og music supervisor, senest på dokumentarserien Efterskolen, hvor Tin havde et 20 personer stort orkester til at indspille alle de klassiske værker, der indgår i filmen, samt brug af musik fra The Minds of 99, Rasmus Seebach, Alberte, Katinka, Mew, When Saints Go Machine m.fl. Serien vandt en europæisk “Oscar” for bedste dokumentar serie.

Lige nu er Tin komponist og music supervisor på tv-serierne Fredløs, Pony Love (DR), The Viking (Viaplay).

En opfordring fra Tin: “Skulle der være nogle dygtige kolleger derude, der ønsker at få deres smukke musik ud på film, så smid en mail og introducer jer selv!” Tins mail er tin@greatmusic.dk

Tins fem anbefalinger kommer her:

Stephan Grabowski: Elektrisk sommer

Stephan Grabowski: Elektrisk sommer

En plade, der udkom midt i covidnedlukningen og bærer på håb og multikulturalismens fane.

Stephan har rejst verden rundt og optaget et hav af musikere fra Afrika, Asien og Europa og samlet dem på denne smukke udgivelse. En yderst overset kunstner efter min mening. I øvrigt produceret af Stephan Grabowski og den dygtige Tomas Nesborg.

Performanceforestillingen Flugt af Eja Due på Teater Bæst

En yderst aktuel performanceforestilling i disse tider, ikke mindst fordi temaet Flugt både kan være fysisk og psykisk, og fordi vi alle kan relatere til det på tværs af alder og herkomst. At “flygte” fra noget eller livets hændelser er ikke altid på valg, men en nødvendighed, der kan ramme alle uanset alder, køn og etnicitet! I øvrigt er jeg stolt af at være med som komponist og music supervisor på forestillingen.

Victor Klemperer LTI: Lingua Tertii Imperii – Det Tredje Riges sprog – en filologs notesbog (oversat af Henrik Nordbrandt)

Denne bog bør efter min mening indgå som pensum på alle folkeskoler… Det er fortællingen om nazistpartiets systematiske “forgiftning” af sproget under 2. verdenskrig. Desværre er der utrolig mange ligheder med måden, man har fordrejet fortællingen om minoriteter, også i dagens Danmark. Døm selv!

Chris Whitley: Dirt Floor

Han er desværre ikke iblandt os mere, men en eminent sangskriver og poet, som blev sammenlignet med Bob Dylan. Lyt til den med hovedtelefoner på og et glas vin!

Black Dub: Black Dub

En af mine absolut favoritproducere, hr. Daniel Lanois, i storform på Black Dub og deres selvbetitlede album. Der er meget, man kan sige, om ham og medproduceren Mark Howard. Sammen har de produceret Bob Dylan, Neil Young, R.E.M., U2, The Killers, Emmylou Harris. Deres produktioner er milepæle for produktionsnørder og musikelskere.

Jeg havde i øvrigt fornøjelsen at arbejde med Mark Howard på albummet Sufi Spirit af den danske gruppe Rocqawali. Howard og Lanois’ varemærke er deres utraditionelle metoder, såsom lokalerne og måden, han sætter bandet op i samme rum. Det er som at være foran 30.000 mennesker. Eminent. Trixie Whitley, som er datter af Chris Whitley, synger i øvrigt på denne udgivelse. Æblet falder ikke langt fra stammen.