Morgensession med Søren Huss

Autor fortsætter rækken af spændende oplæg for de morgenfriske – denne gang med mulighed for at komme tæt på sangskrivningens inderste rum. Onsdag den 20. august 2025 får vi besøg af sangskriver og sanger Søren Huss, der gennem mere end tre årtier har skrevet sig ind i hjerterne på danskerne – med sange, der både favner stor smerte og stor skønhed.

Hvordan udvikler man sig som sangskriver over tid? Hvad sker der med den kreative proces, når livet pludselig ændrer form? Søren Huss tager os med på en rejse gennem sin karriere – fra de tidlige år med Saybia over gennembruddet som solist til den nyeste plade Vi Fik Mere, End Vi Kom For. Gennem konkrete eksempler vi lytter til, tilsat Huss’ refleksioner stiller vi skarpt på, hvordan hans tilgang til sangskrivning har ændret sig i takt med livet, og hvordan nye erfaringer – både kunstneriske og personlige – former sangene.

Om Søren Huss
Søren Huss (f. 1975) har siden starten af 00’erne været en af Danmarks mest markante stemmer og penne. Som frontmand i Saybia var han med til at sætte en ny standard for melankolsk rock med international lyd og store følelser. Siden solodebuten i 2010 har han udgivet en række anmelderroste dansksprogede albums, hvor især de ærlige og dybt personlige tekster har skabt stærke bånd til publikum.

I 2019 blev en koncertoplevelse vendepunktet: På scenen mærkede han pludselig intet. Tomhed. En begyndende depression satte en brat stopper for karrieren – og alt blev sat på pause. Den nyeste plade, Vi Fik Mere, End Vi Kom For, er derfor ikke blot et musikalsk comeback, men også et vidnesbyrd om, hvordan man som sangskriver kan bearbejde og formidle en livskrise gennem musik.

Kom med til en forfriskende og inspirerende start på dagen!

Om morgensession

Autors Morgensession er musikfaglige oplæg, hvor du kan få indblik i arbejdsmetoderne hos markante komponister, sangskrivere, producere og branchefolk. Uanset om du søger kreativ inspiration eller er nysgerrig på nye trends, er morgensessioner en god mulighed for at netværke med andre komponister og lære af nogle af de bedste i branchen.

Tidligere Morgensessions har bl.a. haft besøg af Den Sorte Skole, SØS Gunver Ryberg, Caroline Henderson, Dreamers’ Circus, Soffie Viemose, Trentemøller, Pil, Signe Svendsen, Mette Dahl Kristensen (Who Killed Bambi), Frederik Thaae, Pernille Rosendahl, Dodo Gad, Ganger, Rasmus Stolberg (Efterklang) og Martin Stender og Victor Dybbroe fra Girls in Airports.

Hvornår: onsdag d. 20. august 2025 kl. 9.00-10.30

Hvor: Koda-bygningen på Lautrupsgade 9, 2100 Kbh Ø. Vi er i Kantinen.

Der vil være kaffe, te og snacks.

Det er gratis at deltage for alle Koda-medlemmer – du skal bare tilmelde dig på forhånd.

Arrangementet bliver til via Autors midler fra Koda Kultur.

Hvis du ikke er medlem af Autor, vil vi gerne kunne sende dig lidt info om andre af vores tilbud, som er skræddersyet dig som musikskaber. Ved at tilmelde dig giver du samtykke til dette. Du kan altid trække dit samtykke tilbage ved at skrive til autor@autor.dk.

tilmeld dig her
Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.