Nord i Aalborg med Tomas Ortved

Netværket Nord inviterer til en aften med Tomas Ortved (Sort Sol – og mange flere!) onsdag den 17. januar 2024. Deltagelse er gratis, tilmelding påkrævet.

Mød musiker, komponist, producer og billedkunstner Tomas Ortved onsdag den 17. januar 2024 kl. 19 i komponist- og sangskrivernetværket Nord i Aalborg. Tomas Ortved begyndte sin karriere i Sods/Sort Sol i 1977, og han er en pioner på den danske musikscene. Sort Sol er af mange anset for at være det mest betydningsfulde rockbands i Danmark gennem mere end fire årtier.

Siden har Tomas spillet i utallige sammenhænge med bl.a. Cyklon Anti Cyklon, Alive With Worms, Nikolaj Nørlund, Peter Sommer, Lars H.U.G., Martin Hall, T.S. Høeg og Joakim Thåström, Neu Sierra, BlackieBlueBird, NEVER / Ortved & Giersing, og senest hans nye trio, udgivelses aktuelle Achtung Sky.

Tomas Ortved fortæller kommer med nedslag i de forskellige dele af hans musikkarriere og kunstneriske virke. Der vil både være tid til oplæg, spørgsmål og networking. Vi serverer øl og sodavand. Arrangementet er gratis og for medlemmer af Koda. Se tilmelding nederst på siden.

Mere om tomas ortved

I 2004 blev Tomas kåret til “Årets musiker” ved prisoverrækkelsen Steppeulven, og i foråret 2008 udgav Tomas debutsoloalbummet Sun Pistol . Opfølgeren Catch blev udgivet i 2012. I 2014 turnerede Tomas sammen med New York-guitarlegenden Lee Renaldo fra Sonic Youth i bandet Lee Renaldo and the Dust i Skandinavien.

Sideløbende med sin musikalske karriere arbejder Tomas som kunstmaler, hvor han billedsprogsmæssigt bl.a. beskæftiger sig med tematikker hentet fra det arkæologiske mellemøsten, heriblandt den minoiske kultur (Kreta), Babylon, Assyrien og Mesopotamien.

Med et 40-års jubilæum i bagagen udgav Sort Sol Stor langsom stjerne, bandets tiende studiealbum – det første i 16 år. Sort Sol har vundet 10 DMA-priser og modtog i 2016 Pionerprisen ved Årets Steppeulv.

Tomas er også en af de danske rockstjerner, der engagerer sig i at støtte spillestedet 1000Fryd i Aalborg, hvor han i Gaffa er citeret for følgende Facebook-opslag:

Jeg græmmes! – Der har jeg, i vores tidlige dage, spillet med Sort Sol, og Per No Knox, og jeg, har også spillet der med Cyklon Anticyklon – begge bands flere gange. Og det har ligeledes, når man ellers, i andet ærinde, har været i Aalborg, altid været en (1000)fryd at kigge forbi, drikke en øl og glædes over, at det stadig ligger der, og mindes tilbage til en tid, hvor man i steder som 1000Fryd kunne komme til at spille som ungt nyt band… Ubærligt, hvis stedet, der er med til at give byen en sjæl, og er et kulturelt samlingspunkt for byens ungdom lukker!

praktisk og tilmelding

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Der er plads til maks. 20 deltagere. Pladserne tildeles efter “først til mølle”-princippet. Alle interesserede Koda-medlemmer kan tilmelde sig. Arrangementet er arrangeret af komponist- og sangskrivernetværket Nord. Dette og Autors øvrige netværk bliver til med midler fra Koda Kultur. 

Hvad: Netværket Nord: Tomas Ortved
Hvornår: Onsdag den 17. januar 2024 kl. 19-21.
Hvor: Kling Klang Studiet, Kirkegårdsgade 3, 9000 Aalborg

Tilmeld dig nederst på siden. Når du har indsendt formularen med dit navn og din e-mail, er du tilmeldt. Du modtager ikke nogen bekræftende mail. Op til arrangementet modtager du en mail med yderlige informationer.

tilmeld dig