Oppefra Aalborg: Sangskrivningsforløb
Netværket Oppefra på Korma i Aalborg holder tre mandage i træk med oplæg om sangskrivning fra hhv. Soffie Viemose (Lowly), Simone Tang og August Møller Fogh (GUZO). Kom med én af aftenerne eller alle tre. Første gang 16. november 2026.
Denne omgang af Oppefra er et oplægsforløb om sangskrivning med tre forskellige sangskrivere, der hver især repræsenterer deres egen måde at arbejde med sangskrivning på. Forløbet giver indblik i sangskrivernes eget arbejde med musikken, forskellige kreative processer og selvfølgelig med en fælles kærlighed til sangskrivning.
Forløbet strækker sig over tre mandagsoplæg i november:
- Mandag den 16. november: Soffie Viemose (Lowly)
- Mandag den 23. november: Simone Tang
- Mandag den 30. november: August Møller Fogh (GUZO)
Alle datoerne foregår det kl. 17-18 hos Korma på Hasserisgade 10 i Aalborg. Du kan vælge at være med til ét, to eller alle tre oplæg. Oplæggene er for medlemmer af Koda, og det koster ikke noget at være med. Du kan læse mere om hver enkelt via fanerne her på siden.
Du finder link til tilmelding til hvert enkelt oplæg under hver fane.
Når du har tilmeldt dig et eller flere af arrangementerne, vil du modtage en mail fra vært Marie Vilsbøll med yderligere informationer lige op til eventen.
Soffie Viemose (Lowly) 16. november
Soffie Viemose (Lowly) 16. november
Oplæg m. Soffie Viemose (Lowly) mandag den 16. november 2026 kl. 17.00-18.00
Sanger, sangskriver og musiker, Soffie Viemose vil til dette oplæg introducere jer til sit seneste sangskrivningsarbejde i gruppen Lowly; sange fra pladen Softy. Hun vil også fortælle om sine egne erfaringer fra det forskningsprojekt om sangskrivning, som hun er i gang med.
Simone Tang 23. november
Simone Tang 23. november
Oplæg m. Simone Tang mandag den 23. november 2026 kl. 17.00-18.00
Simone Tang er sanger, sangskriver, producer og instrumentalist. Hun debuterede som soloartist i 2024 med det anmelderroste album Things I Remember og udgiver i januar 2027 sit andet album, Jagged Lines.
I dette oplæg deler Simone sine egne erfaringer med sangskrivning og fortæller om de metoder og greb, hun bruger, når nye sange skal tage form. Undervejs deler hun konkrete øvelser og værktøjer, man kan bruge til at komme tættere på sit eget tekstlige og musikalske udtryk. Hun fortæller også om, hvad hun selv har erfaret hjælper, når hun skal skrive nyt – og hvordan hun tackler de perioder, hvor idéerne ikke kommer af sig selv.
August Møller Fogh (GUZO) 30. november
August Møller Fogh (GUZO) 30. november
Oplæg m. August Møller Fogh (GUZO) mandag den 30. november 2026 kl. 17.00-18.00
GUZO (August Møller Fogh) er en sangskriver, der har sat sit præg på nogle af de største hits på den danske musikscene. Hans oplæg kommer til at handle om kreativitet, kunst, Koda og kærligheden til sangene. Til oplægget får man et indblik i hans uforudsigelig og eventyrlig rejse i musikken – om hverdagen og de store momenter, gennembruddene og floppene.
GUZO foto: Valdemar Braunstein
om oppefra
om oppefra
Oppefra er et nyt netværk for nordjyske sangskrivere, producere og komponister inden for den rytmiske musik. Vi har fokus på at give musikskabere faglig indsigt i de mange aspekter af musiklivet, så alt det udenom ikke forstyrrer det kreative arbejde.
Vi inviterer branchefolk, eksperter og kunstnere til at dele viden om alt det, der omgiver den skabende praksis. Formålet er at styrke den kreative udvikling ved at skabe overblik og sørge for ro i det skabende rum for nordjyske kunstnere – lige meget hvor de er i deres proces og karriere. Netværket Oppefra er et samarbejde mellem Autor og Korma i Aalborg.
Oppefra – fordi perspektiv og overblik er afgørende for kreativ vækst. Og selvfølgelig fordi det er os, heroppe nordpå.
Dette arrangement bliver til med midler fra Koda Kultur og arrangeres i samarbejde mellem Autor og Korma.
Ved tilmelding bekræfter du, at du er medlem af Koda, samt at du er indforstået med, at navne på alle deltagere til arrangementer med midler fra Koda Kultur, vil blive offentliggjort på Koda Kulturs hjemmeside årligt. I lighed med modtagere af legater fra Koda Kultur. Desuden vil der blive trukket statistik i anonymiseret form til Koda Kulturs årsrapport.
