RMC Writing Camp: Magnus Ø
Skriv sange til Universal-signede Magnus Ø sammen med etablerede sangskrivere og studerende fra RMC på ambitiøs camp den 17.-20. november 2025. Ansøg senest 2. oktober.
Siden 2019 har Autor og RMC bragt studerende og mere erfarne sangskrivere/producere sammen om at skrive til en konkret artist, og mange af sangene fra de seneste camps er endt med at blive udgivet. Artisten her i syvende camp er Magnus Ø, som er signet til Universal og i gang med at lave materiale til sit første album.
Vi skal finde i alt ni deltagere – sangskrivere, toplinere og producere, dels fra RMC og dels blandt Koda-medlemmer, der ansøger. Sangskriverne fordeles i tre grupper med rotationer undervejs i de fire dage, campen varer.
Magnus Ø er med på campen alle dage og klar til at gå ind i grupperne og skrive med, prøve ting af og synge demoer. Når en artist og sangskriver medvirker i en camp, så stiger chancerne for at sangene bliver udgivet, og det skærper samtidig fokus hos alle. Al musik, der bliver skrevet på campen, vil være lige split mellem dem, der er i lokalet. Er man fx fire, vil rettighederne blive fordelt med 25% til hver.
Campen ledes igen i år af Peter Biker, der har mange års erfaring med international sangskrivning og undervisning på RMC. Peter Biker sammensætter grupperne og coacher under hele forløbet.
“Jeg glæder mig til campen, hvor vi skal være med til at breake en ny artist. Min ambition er at skabe nogle spændende konstellationer, som kan skrive sange, som Magnus Ø og Universal vil udgive – og hvem ved – bliver til hits. Vi går efter deltagere, der har lysten til at “co-write” og har en kreativ spændvidde, der kan være med til at forme Magnus Ø som artist. Vigtigst er, at man har et tårnhøjt ambitionsniveau og er villig til at dedikere ugen til at skrive – også selvom det nogle dage kan gå hen og blive sent. Det er en fordel, hvis man har erfaring fra writing sessions, hvor der skal leveres på meget kort tid. Alle er selvfølgelig velkomne til at søge – bare de er med på præmisserne.”
om Magnus ø
om Magnus ø
Magnus Ø er sanger, sangskriver og musiker. Han er 19 år gammel og kommer fra Sønderjylland. Han har i flere år skrevet musik både til sig selv, men også til andre – heriblandt pop-kometen Mumle, som han også er fast guitarist for. Han står blandt andet bag ’Dårligt match’ med Mumle, som har streamet over 2 mio. Magnus Ø’s genre er dansk pop, og han er nu klar med en single i eget navn “Møntvask”, som udgives 5. september. Den handler om sabbatåret og alle de tanker, der følger med at være det sted i livet. Magnus Ø har allerede delt en hel del omkring singlen på TikTok, hvor responsen har været super god, både fra fans og fra branchen.
fakta om rmc writing camp
fakta om rmc writing camp
Autor for Koda Kultur afholder hovedparten af udgifterne i forbindelse med din deltagelse, så hver deltager skal kun betale 500 kr. i egenbetaling. Der bliver serveret frokost hver dag. Bor du langt fra København, er din overnatning betalt. Vær indstillet på lange arbejdsdage.
Forløbet er organiseret af Autor og RMC. Campleder Peter Biker vil være med hele vejen.
Al musik, der bliver skrevet på campen, vil være lige split mellem dem, der er i lokalet. Er man fx fire, vil rettighederne blive fordelt med 25 % til hver part.
Du skal selv medbringe computer, instrument eller andet, som du skal bruge til at co-write. Der vil være mikrofoner, UAD-lydkort, klaver/flygel og evt. andre instrumenter på RMC, som kan benyttes, hvis de er ledige (ingen garanti).
Vi opfordrer både toplinere (melodi/tekst) og folk med producerkompetencer (tracks) til at søge. Kommer du med, får du – ud over muligheden for at skrive med Magnus Ø– udvidet dit netværk af sangskrivere plus nogle super inspirerende dage.
Har du spørgsmål til campen, er du velkommen til at kontakte Peter Biker på peter.themelody@gmail.com.
Hvad: RMC Writing Camp: Magnus Ø
Hvornår: Mandag den 17.11.25 til og med torsdag den 20.11 2025 fra kl. 10.00 til kl.? (Vi arbejder uden fast bagkant, men regner med at stoppe ca. kl. 20.00)
Hvor: Rytmisk Musikkonservatorium, København.
Ansøgningsfrist: Torsdag den 2. oktober 2025 kl. 23.59.
sådan søger du
sådan søger du
Alle interesserede Koda-medlemmer kan ansøge.
Du ansøger via Koda Kulturs ansøgningssystem, hvor du logger ind med Mit-ID. Vælg Arbejdsophold og “RMC Writing Camp”. Til ansøgningen skal du uploade/sende disse ting:
- En kort ansøgning på ca. en kvart side. Her begrunder du, hvorfor netop du skal med på campen. Skriv også, om du forestiller dig at deltage som producer, sangskriver eller topliner (eller lidt af det hele måske).
- En minibiografi/CV (pdf).
- Tre musiknumre (mp3 eller m4a), som du har været med til at skrive. Husk at skrive i kommentarer til lydfilerne eller som del af din ansøgning, hvad din rolle er på numrene.
- Valgfrit: Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.
Det anbefales at lave din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand, hvis du har brug for det.
Deltagerne udvælges af Peter Biker samt en anden medudvælger ud fra musikalsk niveau og erfaring på det musikalske område, men også med blik for diversitet på holdet.
