Skabertrang Aarhus med Ida Björg: Sæt stemmen fri
Tirsdag den 9. april kl. 19 inviterer Skabertrang Aarhus, Autor og Promus til en workshop med Ida Björg om samspillet mellem krop, sind og stemme.
Vores personlige udtryk som sangere er et samspil mellem krop, sind og stemme. Det handler workshoppen med artist, sanger og sangskriver Ida Björg den 9. april om. Her tænkes fortolkning af sange også ind i en performativ sammenhæng.
Ved at integrere åndedrætsteknikker, støtte, kropsbevidsthed og klangdannelse såvel som tekstfortolkning, udtryk, indlevelse, bevægelse, leg og performance kan stemmen sættes fri til at formidle præcis det udtryk, vi ønsker.
Ved denne session vil vi sammen komme omkring de mest grundlæggende åndedræts- og støtte teknikker, som understøtter alle variabler af tonehøjde, længde og volumen. Dette er en kombination af teori og praktiske øvelser.
For at kunne røre andre med vores sang, skal vi kunne synge derfra, hvor vi selv bliver rørt.
Derfor vil vi arbejde med tekstfortolkning, formidling, udtryk og performance i forhold til hvad, det er der skal formidles/udtrykkes.
Vi vil komme omkring grundfølelser, eventuelle modstridende følelser, sammen med kroppens og støttearbejdets respons og understøttelse af dette.
Første del kommer til at bestå af fælles øvelser og ”undervisning”.
Anden del vil have karakter af en masterclass, med udgangspunkt i de deltagere der ønsker at få personlige råd og coaching foran de andre. Dette kan være a cappella eller med eget akkompagnement.
Hvis man på forhånd ved, at man gerne vil have personlig råd og coaching, kan man med fordel skrive det i en mail til jakobaalsbjerg@gmail.com
Om ida björg
Om ida björg
Ida Björg er uddannet sanger, musik- og bevægelseslærer fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2004. Hendes store passion for sang har fulgt hende hele livet, gennem en lang række af kor, vokalgrupper, som korsanger i bl.a. Alain Apaloo’s Api Pipo, Dawda Jobarth og Ea Philippa og i forskellige sammenhænge som solist eller del af Skrubberne der lavede musikteater for børn. Den udmønter sig desuden i hendes mangeårige virke som sangunderviser af såvel børn som voksne,
Ida Björg er en særdeles erfaren live-artist. Som solist tager hun sine sange med ud i folks stuer, til akustiske intimkoncerter, som nogle gange krydres med effekter, der lader hende skabe smukke lag af vokalharmonier. Når hun indtager de større scener, er det med et hold af dygtige og erfarne musikere, som åbner hendes sange, og giver dem et nyt, stærkt udtryk. Ida Björg har udgivet 3 album, en EP og fire singler med eget materiale, og er desuden signet som sangskriver og topliner til internationale artister ved TG-publishing.
om skabertrang aarhus
om skabertrang aarhus
Som sangskriver fra vækstlaget har man en del kasketter, man skal jonglere med – og de skal gerne alle sammen blive i luften på samme tid. Man skal skrive sange, sangene skal indspilles og udgives, man skal stå for PR, man skal booke koncerter, optræde, stå for praktiske opgaver som kontrakter, afregning og regnskaber.
Gennem en række workshops vil netværket Skabertrang Aarhus sætte fokus på forskellige aspekter af sangskrivningen og blive klogere på muligheder og faldgruber.
Jakob Alsbjerg leder netværket. Gennem en årrække har Jakob Alsbjerg været en del af det aarhusianske sangskrivermiljø. Dels som arrangører og dels som udøvende sangskriver i bl.a. Jakob A og De Sidste.
Praktisk
Eventet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så deltagelse kræver tilmelding. Alle interesserede Koda-medlemmer kan tilmelde sig. Præsenteres af Autor i samarbejde med Promus i Aarhus.
Netværket bliver til med midler fra Koda Kultur
Hvornår: Tirsdag den 9. april 2024 kl. 19.00 – 21.00
Hvor: Promus, Vester Allé 15, 8000 Aarhus.