Hannah Busk Larsen
…og resten af trioen Nebulah er klar til at stå på scenen på Spot Festival 2024, hvor de åbner scenen på Turkis den 3. maj.
Den 25-årige komponist, sanger og musiker Hannah Busk Larsen udgør trioen Nebulah sammen med Janne Hagen Therkildsen og Elisabeth Panduro Holst. Gruppen har fundet sammen på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.
I Nebulahs musikalske univers forenes Hannah og Jannes vokalharmonier med worldbeat og rock i et filmisk lydlandskab med Elisabeths sfæriske guitar. Nebulah tager lytteren med på en virkelighedsflugt – i fortællinger om mennesket i naturen og naturen i mennesket.
Gruppen udgav debutalbummet Trace i 2022, og singlen “Into Water” kom i rotation på P6 Beat. Siden debutalbummet har Nebulah skrevet en masse ny musik, og bandet skal spille på Spot Festival 2024. De åbner scenen på dette års Roots & Hybrid ’24 på spillestedet Turkis i Aarhus fredag den 3. maj kl. 16.
“Vi håber på at møde et nysgerrigt publikum på Spot Festival og få muligheden for at møde en masse mennesker, der kunne være interesserede i et fremtidigt samarbejde – lige fra booking til kunstnerisk eksperimenterende projekter og kollegaer. Bagefter venter resten af 2024 med mange flere livekoncerter rundt i Danmark,” fortæller Hannah.
Som medlem af Autor kan du i øvrigt komme på Spot med rabat – både på musik-og branchedelen Spot+.
Hold øje med Hannah og Nebulah på deres officielle hjemmeside, Facebook eller Instagram.