Efterårets arbejdslegater uddelt
185 musikskabere har modtaget rytmisk arbejdslegat til samlet set 2.323.500 kr. Legaterne er uddelt af Autors legatudvalg til støtte for komponister og sangskriveres personlige kunstneriske arbejde.
Autor kuraterer og administrerer arbejdslegater inden for rytmisk musik for Koda Kultur. Arbejdslegaterne er en støtte til musikskabere til den relativt tidlige fase af det musikalske arbejde, hvor sangene skrives, og melodierne komponeres.
Puljen har to årlige frister, forår og efterår. Efter ansøgningsfristen 1. oktober 2024 har vi modtaget rigtig mange ansøgninger om rytmisk arbejdslegat – hele 636 styks. Der er søgt om samlet set 18.2 millioner. Udvalget havde lidt over 2,3 millioner kroner at uddele. 185 arbejdslegater er tildelt. 451 ansøgninger er afvist, heraf 29 fordi ansøger allerede har fået legat fra puljen i år, eller fordi ansøgningen hører til i en anden pulje under Koda Kultur.
Se samtlige uddelinger nederst på siden.
Fokus på tre projekter
Vi har zoomet lidt ind på tre af rundens legatmodtagere: Melodi Soltani aka Melodi Ghazal, Viktor Ravn og Lis Wessberg, og de fortæller lidt om deres musikalske projekter. De har alle tre modtaget arbejdslegat på 12.500 kr.
Se deres egne ord om den musik, de skal til at arbejde på nu, via fold-ud-fanerne:
Melodi soltani
Melodi soltani
Melodi Soltani aka. Melodi Ghazal fortæller her, hvad hendes kommende musikalske arbejde går ud på:
“Jeg har søgt støtte til at arbejde på en række sange som har forbindelsen som tema. Forbindelsen mellem to sprog, mellem spørgsmål og svar, mellem at søge og at finde, mellem gråd og grin. Jeg bruger mig selv som case eller symptom på en bestemt position med nogle bestemte identitetsmarkører omkring at være forskudt i tid og geografi, med erfaringer og sansninger fra forskellige kulturer. Jeg arbejder med klare referencer i melodier, tekst og produktion, som er på baggrund af hvad mit hjerte har gemt, om det er fra MTV (Music Television) eller PMC (Persian Music Channel). Jeg tror positionen har sit helt eget rum, der er defineret ved at være en forbindelse.”
Viktor Ravn
Viktor Ravn
“Mit band Demersal arbejder på nye sange til en EP, der skal udfolde vores crossover-lyd mellem hardcore og andre stilarter med en ambition om at nå bredere ud med vores musik. Vi vil sammen skabe sange, der i det ene øjeblik kan føles helt nære og akustiske, for i det næste øjeblik at føles store, aggressive og kaotiske. Derudover vil arbejdet også indebære flere hooks, flere elektroniske elementer og flere samarbejder med musikere udenfor hardcore.
Med sangene vil vi derudover italesætte, hvordan forbrugeriske idealer er med til at forstærke ulighed og smerte i verden, og hvordan ensomhed og utilstrækkelighed ofte er den naturlige konsekvens deraf. I det ligger der også en iboende tro på, at der er en større værdi i det vi deler, frem for det vi skaber for os selv. “
Lis wessberg
Lis wessberg
“Jeg er trombonist, komponist og leder af bandet Yellow Map. Yellow Map er et orkester, der arbejder i grænselandet mellem akustiske og elektroniske universer.(…) I forbindelse med mit tredje soloalbum, der udkommer i april 2026, er jeg i gang med at skrive ny musik, og det nye album vil bygge videre på Yellow Maps etablerede lydunivers, hvor trombonen forbliver det melodiske centrum. Denne skriveproces igangsætter mange nye ideer og spørgsmål til retning og rammer for albummet, og jeg er i fuld gang med at afklare, hvilke elementer der skal implementeres i det nye album.
Disse spørgsmål kunne f.eks være:
Skal den nye udgivelse blive en vokaludgivelse, hvor jeg samarbejder med en tekstforfatter? Skal musikken evt. trækkes i en mere elektronisk retning og evt. produceres i samarbejde med en elektronisk musiker? Skal jeg gå en anden mere akustisk vej evt. med strygere? Der er så mange muligheder, og måske bliver der plads til det hele.
Derudover er det vigtigt for mig, at de musikalske og kompositoriske valg jeg vælger at gå med, muliggør at musikken fungerer lige godt i studiet som på livescenen.”
Alle efterårets uddelinger 2024
Oversigt over samtlige uddelinger ses her:
Legatudvalget bestod i efteråret 2024 af Andreas Sommer, Emilie Espichicoque Vestergaard og Petra Skibsted.
Næste frist for ansøgning om arbejdslegat er 3. marts kl. 15.00. Læs mere om puljen.