Fordyb dig i musikken i nyt refugie i Sverige

Autor tilbyder alle Kodas medlemmer en ny mulighed for arbejdsophold i kunstnerrefugiet Skurup i en gammel skole i naturskønne omgivelser i Skåne. Første ansøgningsfrist er lige om hjørnet.

Et træskrivebord og en stol er placeret foran et vindue med flere ruder; en potteplante og to hvide genstande står i vindueskarmen.

Som noget nyt her i 2026 tilbyder Autor refugieophold i en herskabelig, nyistandsat lejlighed i en tidligere landsbyskole i den skånske by Skurup i det sydlige Sverige knap en times kørsel fra Øresundsbroen. Skolen var i drift fra 1917 til 1971 og fungerer i dag som skolemuseum og bygdegård, udover refugielejligheden.

Lejligheden er omgivet af skøn natur, og fra vinduerne er der udsigt til en lille bæk med vandfald. Der er stue med dobbeltsovesofa, køkken, badeværelse med badekar samt soveværelse med dobbeltseng. Der er også keyboard og guitar til rådighed i refugiet. Lige ved siden af lejligheden ligger skolens gamle gymnastiksal, som man gerne må benytte under sit ophold.

Ansøgningen er åben

Autor stiller i første omgang 17 uger til rådighed i perioden fra juni til og med november 2026. Refugieopholdene er selvtilrettelagte arbejdsophold, hvor du som komponist eller sangskriver kan fordybe dig i musikken. Opholdene er en af de “legater”, som Autor tilbyder Kodas medlemmer for midler fra Koda Kultur.

Man må gerne have bandmedlemmer, som ikke er Koda-medlemmer, med i refugiet. Det er også tilladt at have familie/børn med i refugiet, da vi er klar over, at det kan være en nødvendighed for at få ugen til at hænge sammen og bruge tid på musikken.

Ugerne fordeles af vores refugieudvalg, som kigger på dine ugeønsker og det musikalske projekt, du gerne vil bruge ugen til at arbejde på.

Ansøgningsfrist: Onsdag den 1. april 2026 kl. 15.00.

Læs mere om Skurup og send din ansøgning.

Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.