KompositionsCamp 2024

Lad dig inspirere af Marcos Balter, Signe Lykke og Hugi Gudmundsson, masterclasses og et musikalsk fællesskab på KompositionsCamp på Oremandsgaard Gods den 21.-27. april. Frist: 5. marts kl. 15.

KompositionsCamp er en intens workshop i moderne komposition for komponister inden for alle genrer. Campen foregår i år i smukke omgivelser på Oremandsgaard Gods nær Præstø på Sjælland og henvender sig især til klassiske komponister, sangskrivere, elektroniske musikere, filmkomponister og jazzmusikere.

komponist Marcos Balter
Marcos Balter. PR-foto.

Årets komponistfakultet består af Marcos Balter, Signe Lykke og Hugi Gudmundsson. I mødet mellem campens fakultet og deltagerne skabes et miljø af intens inspiration og fællesskaber, der ofte vedligeholdes og videreføres efter campens afslutning.

På KompositionsCamp kan etablerede komponister få fyldt den kreative og tekniske værktøjskasse op og møde nye kolleger og samarbejdspartnere fra den rytmiske og klassiske verden.

Campen er i sin struktur både med til at skærpe den enkelte komponists unikke udtryk og give klare svar på, hvordan komponisten bevæger sig videre og udvider sin egen palet af virkemidler. Gennem forståelsen af ”byggeklodserne” for alternative og moderne klassiske effekter, vil deltagerne blive inspireret til at bruge disse elementer i deres egne værker uanset genre.

Deltagerne præsenteres i mødet med erfarne klassiske komponister for deres aktuelle værker og metoder, som skaber fundament for en kollektiv samtale om deltagernes egne værker og tanker om komposition. En intens uge af læring og information, der skaber inspirationer, som rækker ud over selve campen.

Udvid din musikalske horisont

Løbende dykker deltagerne ned i deres egne kompositioner med en ”én til én sparring” med fakultetet. I praksis opstår en vekselvirkning mellem deltagerens oprindelige musikalske ståsted og den nye indsigt og inspiration, der opnås på KompositionsCamp.

Der lægges vægt på en åben og erfarende læring, hvor man ikke skal præstere færdige, salgbare resultater, men i stedet opfordres til at eksperimentere med sit eget udtryk og udvide sin musikalske horisont.

I starten af campen afholdes en workshop med den klassiske hornist Niklas Kallsoy Mouritsen og bratschist Mina Fred. Den sidste dag fremføres eksperimenter og nye værker med samme musikere i en fælles prøveproces, hvor mødet mellem komponist og musiker er i højsædet.

KompositionsCamp bliver til i et samarbejde mellem Autor og Dansk Komponistforening med komponisterne Lil Lacy og Søren Møller som ledere på opholdet.


om underviserne

Marcos Balter

Den brasilianske komponist Marcos Balter er kendt for sin unikke stemme og sit stærke engagement i den amerikanske musikscene.

Han er professor i komposition på Columbia University, New York og har komponeret en række værker for førende orkestre og artister. Heriblandt Paul Simon, Ensemble Dal Niente med Deerhof, JACK Quartet og meget mere.

Signe Lykke
Signe Lykke. Foto: Daniel Nielsen
Signe Lykke

Fremadstormende dansk komponist, uddannet i København, London og USA. Signe Lykke har især høstet stor ros og anerkendelse for sin opera Nordkraft.

Hun er en af de mest efterspurgte danske komponister med kommende værker til bl.a. pianisten Katrine Gislinge og mundharmonikavirtuosen Mathias Heise.

En mand med skæg, der står foran en smuk solnedgang på KompositionsCamp.
Hugi Gudmundsson. PR-foto.
Hugi Gudmundsson

Prisvindende islandsk komponist, der arbejder i spændingsfeltet mellem klassisk og elektronisk musik. Han studerede klassisk guitar i en ung alder, men har også spillet elektrisk guitar i dødsmetalbands.

I dag laver han særligt orkester- og korværker. Senest har han komponeret værket The Gospel of Mary til stor anerkendelse i ind- og udland.

fakta om KompositionsCamp

Autor og Dansk Komponistforening stiller 12 pladser til rådighed på workshoppen, og du skal ansøge for at komme med.

Egenbetaling: Autor og Dansk Komponistforening for Koda Kultur afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, men der er 950 kr. i egenbetaling. Hvis du bliver udvalgt, vil du vil modtage en faktura på din egenbetaling, som skal betales til anførte dato.

KompositionsCamp 2024
Hvornår: 21.-27. april 2024
Hvor: Oremandsgaard Gods, Oremandsgaard Alle 2, 4720 Præstø
Ledere: Lil Lacy & Søren Møller.
Ansøgningsfrist: Mandag den 5. marts 2024 kl. 15.00.

Har du spørgsmål til KompositionsCamp, er du velkommen til at kontakte Søren Møller eller Lil Lacy på hhv. soren@sorenmoller.com og lillacymusic@gmail.com.

NB. Campen Lyd – Komposition & Improvisation, som Autor arrangerer, finder sted i samme uge på Engelsholm. Så holdene kan mødes og sparre lidt med hinanden undervejs. Ansøgningsperioden til Lyd – Kompostion & Improvisation er overstået.

Sådan søger du

Alle medlemmer af Koda kan ansøge.

Du logger ind med dit Nem-ID/MitID. Vælg Arbejdsophold og “KompositionsCamp”. Her bliver du bedt om:

  • En kort ansøgning
  • Minibiografi/CV (pdf)
  • Tre af dine numre (vedhæft som mp3)
  • (Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil)

I din ansøgningstekst bedes du begrunde, hvorfor du skal med på opholdet, og du må meget gerne komme ind på, hvad der motiverer dig.

Lav gerne din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så du kan nå at få teknisk hjælp, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: Tirsdag den 5. marts 2024 kl. 15.00.

Opholdet er kunstnerisk kurateret, dvs. der er udvælgelse blandt ansøgerne for derigennem at sammensætte et stærkt og varieret hold. Kurateringen foretages af Lil Lacy og Søren Møller.

ANSØG kompositionscamp

KompositionsCamp bliver til via Autor og Dansk Komponistforening for Koda Kultur.


Koda Kultur 2021-logoet for støttepuljer.