Maria Dybbroe
Maria Dybbroe er saxofonist, improvisator og komponist på den mere eksperimenterende del af jazzscenen. Hun spiller bl.a. i Køs og Caktus.
Den unge saxofonist, improvisator og komponist har base i København og Aarhus. Foruden sine solokoncerter er hun del af impro-trioen Køs, blæserensemblet Coriolis, saxkvintetten Sidechains og scenekunst-duoen Bodies We Are – Time We Share. Derudover skriver hun al musikken og står i spidsen for dobbelt-trioen Caktus.
Køs udgav i marts 2020 debutpladen An Uncaught Bird på Forlaget Kornmod, og i samarbejde med Jacob Ridderberg udgav Maria solo-saxofonpladen Rituals i oktober 2019 med Jacobs kompositioner.
Maria optræder ofte som solist i forskellige ensembler eller som sidewoman og har bl.a. samarbejdet med prominente navne som Pia Tafdrup, Laura Toxværd, Kasper Staub, Lars Greve, Lotte Anker, Tristan Honsinger og T.S. Høeg.
I 2017 blev hun af P8 Jazz udvalgt til at turnere med Euro Radio Jazz Orchestra som årets danske deltager og spillede samme år med Bon Iver i Danmark. I 2018 var hun en af de 10 musikere, der på tværs af generationer var håndplukket til at åbne Copenhagen Jazzfestivals 40-års jubilæum.
2020 byder på mange nye spændende ting, bl.a. udgiver Caktus til september debutalbummet Under Solen på Barefoot Records.