Nikolaj Muldkjær

...er ude med Familiealbum; et album om fællesskab med sange, der både er til børn og voksne. Albummet tog sin begyndelse på Autors camp Ødemarkssange.

Sangskriver Nikolaj Muldkjær er ude med Familiealbum fyldt med sange skrevet til og om Nikolajs børn i et “misk-mask” med nostalgi fra hans egen barndom. Albummet tog sin spæde begyndelse på Autors (dengang DJBFA) sangskrivercamp Ødemarkssange i 2020. Nikolaj fortæller:

”Ødemarkssange var en kæmpe inspiration for mig. Sensommer på Fyn en uge med spændende og søde mennesker, der alle kom med sangskrivergejst. En af dem var Mads Fisker, som faldt for et par af mine sange og kunne lige se og høre, hvordan de skulle indspilles og produceres. Efter Fyn startede processen så, der, igennem den hårde nedlukningsvinter, bragte lys i mørket via Mads’ studie i Nordvest, og de to sange blev til 10 og til Familiealbum.”

Temaet på Familiealbum kredser om det store fællesskab, familien og et hverdags-grundtvigiansk perspektiv på dét at være menneske. Hvor sangene kan binde generationer sammen. ”Albummet er et familieprojekt. Jeg oplever, at der i vores tid findes børnemusik og voksenmusik, børnefester og voksenfester, børnemad og voksenmad og så videre. Familiealbum er – som titlen antyder – for hele familien.”

Udover selv at skrive sange, er den 47-årige Nikolaj Muldkjær tidligere arrangementschef på spillestedet Vega. Her er han stadig aktiv med projektet Sangskat som idemand og kapelmester. Efter et par (corona)år på landevejen med masser af udendørskoncerter, skal Sangskat tilbage i Store Vega til fællessang med artister og publikum 13. marts 2022.

Billedet af Nikolaj er taget af Mads Fisker, der også er fotograf. Autor-medlemmer kan få taget PR-billeder med rabat hos Mads.

Næste Ødemarkssange finder sted på Fyn i august 2022. Læs mere og ansøg om at komme med.

Find Nikolaj Muldkjær her: Hjemmeside / Spotify / Facebook / Instagram.

Nikolaj Muldkjær: “Asaa Strand” (2021)