Najaaraq Vestbirk
…alias Courtesy erobrede klubber og festivaler som DJ, men blev sendt til tælling af nedlukning og pandemi. Det blev dog også startskuddet til hendes debut-EP, Night Journeys.
Den grønlandskfødte DJ og komponist Najaaraq Vestbirk har base i Berlin og i København. Inden coronapandemien lagde verden ned, havde hun godt gang i en DJ-karriere inden for EDM, techno og trance. Under aliasset Courtesy har hun bl.a. optrådt på Berghain i Berlin, Primavera Festival og Sónar by Night i Barcelona.
Najaaraq har desuden grundlagt pladeselskabet og forlaget Kulør. Med diverse jobs på internationale venues og compilations på Kulør, skabte Najaaraq fokus på dansk techno. Men corona satte en prop i alle planer, både kreativt og økonomisk. Undervejs fik hun dog vendt pandemiangst, arbejds- og søvnløshed til ny musik i form af debut-EP’en Night Journeys.
Najaaraq har talt med Soundvenue om processen. ”Det der med at have det dårligt og så lave helt vildt mørk musik, det er ikke sådan, jeg har det. Jeg har ikke lyst til at dykke ned i smerten,” siger Najaaraq til Soundvenue. ”Jeg bryder mig ikke så meget om den glorificering af lidelse, der godt kan opstå i relation til kunstnere,” fortæller hun.
Night Journeys består af heller ikke af trance eller dyster EDM, men nærmere af blide, ambiente lydlandskaber. Oplev Najaaraq live, når hun tager på international turné, der bl.a. kommer til københavnske Hotel Cecil den 19. maj 2022.