Sophia Hage

…alias Debbie Sings er blandt Vegas Udvalgte 2023, og så har hun kurs direkte mod Roskilde Festival til sommer, bevæbnet med især hyperpopsinglen ”F My Tears Away”.

Musikskaber og Autor-medlem Sophia Hage har under navnet Debbie Sings udsendt singler som ”Satanizer”, ”Godspeed” og ”F My Tears Away”. Sidstnævnte hyperpophit blev bl.a. fremhævet som et af 2022’s uforglemmelige sange hos Undertoner.

I sommeren 2022 debuterede Sophia på Roskilde Festivals opvarmningsscene – ifølge Soundvenue intet mindre end ”en futuristisk, fandenivoldsk magtdemonstration” til fem stjerner. I sommeren 2023 vender hun tilbage til Roskilde Festival, på en af festivalens primære scener. I mellemtiden får hun også slået sit navn fast som en af Vegas Udvalgte 2023.  

Vi har spurgt Sophia, hvad hun har gang lige nu: ”For tiden er jeg ved at skrive ny musik og arbejder lidt sammen med forskellige folk, jeg godt kan lide, bl.a. Yunus Rosenzweig, der laver musik under kunstnernavnet The Bird, og min ven DJ g2g. Derudover er jeg også allerede i gang med at planlægge forskellige aspekter af min koncert på Roskilde Festival, som jeg ser rigtigt meget frem til.”

”Efter et langt stykke tid, hvor jeg hovedsageligt har arbejdet med computeren som mit hovedinstrument, er jeg på det sidste begyndt at spille lidt mere på instrumenter, som jeg plejede at gøre i langt højere grad. Det kommer man måske også kommer til at kunne høre på noget af min nye musik…” fortæller Sophia.

Vi glæder os til at følge hende de kommende år!

Se meget mere til Sophia aka. Debbie Sings på hendes Instagram.

Foto: Ali Asperheim

Debbie Sings: “F My Tears Away”