Tobias Hasz-Singh Bryld

…og resten af rockkvartetten Tender Youth spiller på sommerens Roskilde Festival med numrene fra deres debutalbum. Med Tobias’ ord vil de vise, at de “sagtens kan eksperimentere og hæve niveauet, selvom vi lige er fyldt 20 år.”

I foråret udgav Autor-medlem Tobias Hasz-Singh Bryld debutalbummet In the Hands of Broken Bonds sammen med resten af gruppen Tender Youth (Gregor Workman, Jonathan Mørch og Vitus Mørch) . Det følges nu op af en sommer, hvor bandet står på scenen på Roskilde Festival som en del af opvarmningsprogrammet.

Vi har spurgt Tobias om albummet og den nærmere fremtid: “Det er et værk, vi har skrevet på siden vi alle var en 15-16 år, og som herefter har udviklet sig og vokset sammen med bandet, til vi nu står som 20-årige og har givet slip på det. Det er endt som et alsidigt og eksperimenterende rockalbum, hvor modningen af os som mennesker også er at høre i kompositionerne og ikke mindst i albummets tematikker omkring opvækst og det vekslende livssyn fra barn til voksen,” fortæller Tobias.

“Kulminationen af så mange års arbejde har været vild, og vi er meget taknemmelig for, at det i år også har åbnet dørene for både SPOT Festival og Roskilde Festival, hvor vi spiller den 27. juni kl 17 på Gaia-scenen. 

Vi glæder os virkelig til at lade en drøm gå i opfyldelse og stå på Roskilde Festival sammen. Vi har arbejdet de sidste 50 dage på at bygge et show op , som forhåbentlig lykkes med at vise vores alsidighed og ikke mindst, at man sagtens kan eksperimentere og hæve niveauet, selvom vi lige er fyldt 20 år.”

Til efteråret tager gruppen på deres første danmarksturné. “Så det er et år, hvor alt er nyt, og det ser vi virkelig også frem til.”

Hold øje med Tobias og Tender Youth på deres Instagram eller Facebook.

Tender Youth: “Arbitrary Love” (2023)