Anders Trentemøller
… er blandt de internationalt mest kendte – og anerkendte – danske musikere. Han har været med til at forme moderne elektronisk musik i mange år, og i efteråret udgav han så sit femte album, Obverse.
Under indspilningerne til sine foregående udgivelser har Anders Trentemøller altid haft et liveband i baghovedet: Når han indspillede, skulle han være sikker på, at de også kunne fremføres live – med band. Denne gang havde han et ønske om at skabe et decideret studiealbum, og det har givet ham frihed til at eksperimentere.
Obverse var i første omgang tænkt som et instrumentalt album, men i processen begyndte Trentemøller at få nye idéer. Det har medført gæstevokaler fra sangerinder som Rachel Goswell fra legendariske Slowdive, Jennylee fra Warpaint og danske Lisbet Fritze (kendt fra bl.a. Giana Factory). Pladen igennem arbejder Trentemøller meget med kontraster – f.eks. mellem det digitale og analoge – og han når vidt omkring med elementer af alt fra post-punk til drømmepop.
Obverse udkom i september 2019.