Ester Haslund-Gjerrild
… udgiver et lyrisk konceptalbum, der væver dagligdagens enkle øjeblikke sammen med dødelighedens uundgåelige nærvær. Med en baggrund i musikterapi er Ester optaget af musikkens evne til at gå ind i de emner, vi ofte tøver med at møde.
Ester Haslund-Gjerrild opbygger med sine sange et musikalsk rum, hvor lytteren inviteres til at træde ind og være i et komplekst tema – et rum, hvor musikken og poesien får dagligdagen og dødeligheden til at mødes.
Albummet Nyvasket, lufttørret sengetøj er båret af en intim instrumentering, der gør hver sang til et lille poetisk øjebliksbillede, hvor lytteren inviteres til at mærke nærværet i de små ting: kanten af en kaffekop, følelsen af nyvasket sengetøj, eller blikket på en simpel dåse vaseline.
Inspireret af sine erfaringer fra et hospice, hvor livets skrøbelighed blev konkret, udfordrer hun den klassiske dødsromantik og søger i stedet at belyse døden som en hverdagslig realitet, vi kan lære at leve med.
Dette er Esters debut soloalbum. Tidligere har Ester udgivet musik med duoen Gå i Stå, hvor hun og hendes medmusiker Emil k. Christensen skaber lydlandskaber, der indbyder til ro. Med Nyvasket, lufttørret sengetøj bygger Ester videre på denne vision, men med en dybere og mere eftertænksom klang, hvor både livet og døden kan få plads i musikken og blive en del af vores hverdag.
Du kan opleve Ester live i 2025, når hun tager på turné rundt i landet i årets første måneder.
Find Ester på instagram, hvor der også er nærmere info om hendes aktuelle koncerter.