Jeppe Kjellberg

…og WhoMadeWho har de seneste år fået eftertrykkeligt hul igennem internationalt og turneret nærmest nonstop med deres unikke kombi af stage performance, electronica og rock. Til april indtager de Forum.

Siden 00’erne har Jeppe Kjellberg sammen med Tomas Høffding og Tomas Barfod i WhoMadeWho blandet genrer og været kendt for veloplagt performance og en gedigen festkoncert med hits som ”Space for Rent”, ”Inside World” og “In the Morning”. De seneste år har det i stigende grad været internationale himmelstrøg, man har set bandet under, fra festivaler til klubkoncerter på bl.a. Ibiza, Tulum (Mexico), New York og Los Angeles.

Autor har spurgt Jeppe om bandets udvikling. “Efter vi i 2018 og 2019 spillede på festivalen Burning Man i Nevada ørkenen, fandt vi skønheden i det langstrakte psykedeliske udtryk. Det sendte os i en mere elektronisk, og meget legende, musikalsk retning,” fortæller han. ”I 2021 kom ’the perfect storm’, da vi lavede en live koncert-streaming fra det mytiske Abu Simbel tempel i Egypten i samarbejde med det franske produktionsselskab Cercle. Denne ikoniske streaming blev et globalt hit under nedlukningen. Da verden åbnede sig igen, var vi pludselig blevet ’det der nye band’, som folk gerne ville se live. Siden har vi ikke været meget hjemme.”

WhoMadeWho udgav sidste år deres syvende album, UUUU, og de tager nu på verdensturné fra oktober 2023 til april 2024. Med stage design af BIG (Bjarke Ingels Group) og essensen af alt det, de har arbejdet med i to årtier, afslutter de turnéen i Danmark. Den 6. april 2024 slår de dørene op til Forum og deres hidtil største koncert i hjemlandet.

WhoMadeWhos store internationale eventyr har, ifølge Jeppe, noget at gøre med, at genren med stage-performance-kunst, rock og elektronisk musik har et helt andet niveau i storbyer ude i verden, end i København – endnu. “Vi bliver ved med at rejse kloden rundt, da genren naturligvis også udvikler sig. Denne gang vil vi også gerne lykkes med Danmark, fordi genren, klubmiljøerne og byerne kan det, og de fortjener det. Der er et kæmpe uforløst potentiale i Danmark. Vi ved det, for vi jo har set Danmark udefra og oplevet resten af verden. Vi vil elske at gøde jorden for genrens gennembrud herhjemme, og det satser vi stort på det kommende år.”

Følg med på WhoMadeWho.dk eller bandets Instagram og Facebook.

WhoMadeWho live fra Abu Simbel (2021)