Michael Vesterskov

…har netop udgivet albummet Kort Fortalt, som er blevet til sammen med musikerne Anders Filipsen og Samuel Hällkvist. Den nordjyskfødte sanger, komponist og forfatter har udgivet over 20 album siden debuten i 1992. Vi har spurgt ham om erfaringerne, hvad han ser frem til – og hvorfor han er medlem af Autor.

Meget er sket, siden sanger og komponist Michael Vesterskov debuterede med albummet Westwood i 1992. Michael har bl.a. skrevet musik til en række teaterforestillinger, og flere bøger er det også blevet til. I 2025 spillede han en række koncerter sammen med musikerne Anders Filipsen og Samuel Hällkvist. De afsluttede projektet med at gå i Black Tornado-studiet og indspille et album, som var det en af deres livekoncerter. Det er der kommet en særlig stemning ud af, og albummet Kort Fortalt så dagens lys i marts 2026.

Hvad ser du særligt frem til musikalsk set her i 2026?
“Lige nu er der en form for tomhed, det sker næsten altid efter en udgivelse, har jeg erfaret. Jeg er meget varsom med at beslutte, hvad der skal ske i 2026 rent musikalsk. Der skal ske noget nyt, kan jeg mærke. De vante måder at tænke og arbejde på skal udfordres. Det er både spændende og hårdt, fordi det faktisk er nemt for mig at skrive en sang – men, har den betydning? Er det en gentagelse af tidligere sange, og er det vigtigt? Hvad er det tomheden, prøver at fortælle mig?”

“Jeg betragter det som en hjælp, at der ikke rigtig sker noget lige nu – for det, at der ikke sker noget, viser måske, at der er ved at ske noget. Jeg har dog nogle ideer og tanker, der kunne udfolde sig, men de er endnu ikke så stærke i mig, at jeg vil røbe dem, for så mister de den magi, de måske har. Jeg vil i 2026 se frem til alle de nye udgivelser, der kommer fra kollegaer og de unge helt fantastiske sangskrivere, vi er omringet af.”

Hvad ville du ønske, du havde vidst i starten af din musikalske karriere, som du ved nu?
“Jeg ville ønske, jeg vidste, hvor kort livet er. Mange af de drømme, jeg har haft, er gået i opfyldelse. Når jeg stod midt i dem, forstod jeg bare ikke at nyde dem. Syntes aldrig, det var godt nok, var meget hård ved mig selv. Nu ved jeg ‘der er det, der er’. Og jeg prøver at værdsætte det mod, den kraft og vilje, min sjæl har. Jeg formår nu bedre at passe på den, fordi den både er skrøbelig og stærk.”

Hvorfor er du medlem af Autor?
“Autor har været en stor støtte for mig gennem snart 35 år, ikke kun økonomisk, men også fordi Autor kæmper og værner om kunsten, mangfoldigheden, for livet, det at være menneske. Vigtigheden af at vi forstår, hvor stor betydning kunsten har for alle. Autor har modet og viljen til at kæmpe for sangskriveres rettigheder – inden for alle genrer. Vi tror på drømmene, vi står på skuldrene af dem, der var her før os, har historien med, men skriver også en ny. En historie om den tid, vi lever i nu, og de nye sangskrivere og musikskabere, der kommer med stor kraft, nye ideer og tanker.”

Se mere til Michael på hans officielle hjemmeside.