Lea Kampmann

…har lige udgivet sit første album på sit modersmål, færøsk. Titlen er Seinferð, og albummet er “et indre oprør mod at tro, at man skal løbe lige så hurtigt som andre, når det ikke føles rigtigt for én selv.”

Sangskriver, sanger og guitarist Lea Kampmann bevæger sig inden for folk og stemningsfuld singer/songwriter-pop. Siden debuten i 2017 med EP’en Common Blue, har hun modtaget den færøske Danish Music Award som Årets Artist og hun udgivet albummet If I Ever Made You Cry, I’m Sorry. Lea har desuden varmet op for Katinka Band og Lucky Lo samt spillet på SPOT Festival 2024.

Lige nu i efteråret 2024 er hun album- og turnéaktuel. Albummet hedder Seinferð, hvilket betyder slow motion på færøsk, og sangene er skrevet sammen med Teitur i snevejr i Tórshavn, som et oprør mod nutidens hastighed. “Et indre oprør mod at tro, at man skal løbe lige så hurtigt som andre, når det ikke føles rigtigt for én selv,” fortæller Lea.

Om sproget på albummet fortæller Lea: “Jeg er født på Færøerne, men da jeg var fem år gammel flyttede mine forældre og jeg til København. Da min mormor døde, bristede et af de stærkeste bånd der forbandt mig til Færøerne, og at miste hende føltes som at miste et hjem. En måde at finde mit eget hjem på Færøerne igen, var ved at skrive sange på hendes sprog.”

Efter tre koncerter på Færøerne, kan Lea med band opleves i Koncertkirken på Blågårds Plads i København 1. oktober, i Frodes Folkehus i Vanløse den 4. oktober og Nordatlantisk Hus i Odense den 5. oktober.

“Jeg glæder mig virkelig meget til at dele sangene med lyttere i et levende rum, og virkelig meget til at spille med mit dejlige band som består af Sara Flindt, Aske Frydenlund-Vad og Lukas Loeb. Jeg tager desuden en smuk scenografi med, lavet af Ellen Ahnefeldt”, fortæller Lea. “I 2025 kommer jeg til at spille flere koncerter med Seinferð, og desuden søge ind i sangskrivingen af ny musik.”

Find Lea på Instagram eller Facebook, hvor du også finder koncertinfo.

Lea Kampmann: “Pappírstunn”